Stort ja til nye offentlige overenskomster

15.04.2024

Alle offentligt ansatte – herunder Pharmadanmarks medlemmer i regioner, stat og kommune – har haft mulighed for at deltage i afstemningen om de overenskomstaftaler, som blev indgået i sidste måned.

97,9 pct af de afgivne stemmer har stemt ja, 2,1 pct. har stemt nej, og i alt har 43,3 pct. af de stemmeberettigede medlemmer i de 26 medlemsorganisationer i hovedorganisationen Akademikerne afgivet deres stemme.

De nye overenskomster er dermed pr. 1. april trådt i kraft for 150.000 offentligt ansatte akademikere i staten, regionerne og kommunerne.

De gælder for to år.

”Jeg er glad for, at opbakningen til de opnåede overenskomstresultater er så stor, for det viser, at medlemmerne – også Pharmadanmarks – kan se sig selv i de resultater, der er opnået på deres vegne ved forhandlingsbordet. De krav, vi fik fra medlemmerne før forhandlingerne, var ikke mindst markante lønforbedringer, og det har vi opnået for alle tre ansættelsesområder,” siger Stine Hasling Mogensen, formand for Pharmadanmark.

Hun fremhæver også forbedringer mht. til at indrette arbejdslivet. Det sker ikke mindst med en nyskabelse i form af opsparingskontoen. Med kontoen kan den del af pensionsindbetalingerne, der overstiger 15 pct. veksles fra pension til løn eller opsparing, der kan bruges til at holde pauser i arbejdslivet fx i forbindelse med karriereskifte eller større uddannelsesforløb. 

”Et af kravene fra Pharmadanmarks medlemmer var netop mere fleksibilitet, så det er meget positivt, at vi sammen med arbejdsgiverne har fundet en model, som leverer på det. I en tid, hvor der er stor behov for kompetente, engagerede medarbejdere overalt på arbejdsmarkedet, er det vigtigt, at de offentlige arbejdspladser er attraktive at være på, uanset hvor man er i sit arbejdsliv. Det er opsparingskontoen en del af løsningen på, men fleksibilitet er naturligvis et emne, vi i Pharmadanmark og de øvrige fagforeninger løbende vil arbejde med at skabe forbedringer på,” slutter Stine Hasling Mogensen.

Du kan læse mere om resultaterne for de enkelte områder her: