
Pharmadanmarks formand Rikke Løvig Simonsen udtaler sig i dagens Berlingske om statsminister Mette Frederiksens (S) overvejelser om en national vaccineproduktion:
»Jeg synes ikke, at man skal investere en masse penge i at etablere en national vaccineproduktion, for dels er det meget svært at realisere i praksis, og dels er det tvivlsomt, om det vil give os større sikkerhed ved fremtidige pandemier. At udvikle nye lægemidler er ikke et spørgsmål om, at man lige blander et par ting sammen, som så bliver til medicin. Det er et kæmpe teknologisk apparat, der skal i gang, når man eksempelvis skal fremstille mRNA-vacciner,« siger Rikke Løvig Simonsen og tilføjer:
»De vacciner, der bliver produceret lige nu, er enormt teknologisk udviklede og kan ikke sammenlignes med almindelige, kemiske lægemidler. Det kan man kun, hvis man har mange penge og adgang til højt specialiseret arbejdskraft med den rette knowhow inden for området. Derfor siger vi, at løsningen skal findes i EU gennem tværeuropæisk samarbejde mellem offentlige og private aktører«.
Rikke Løvig Simonsen bakkes op af Nils Strandberg Pedersen, tidligere direktør for Statens Serum Institut, og Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden.
Pharmadanmarks formand udtaler slutteligt:
»Jeg er næsegrus imponeret over, at det på under et år er lykkedes at udvikle adskillige vacciner og få dem op i et produktionsleje, som er så strømlinet og hurtigt. Det kan kun lade sig gøre, fordi der er blevet samarbejdet på tværs af virksomheder, myndigheder og universiteter,« siger Rikke Løvig Simonsen.
Læs hele artiklen.