
Pharmadanmark, Gigtforeningen, Lægeforeningen og Ældre Sagen har i dag sat fuld fart på deres fælles kamp imod det oversete samfundsproblem medicinspild. Det sker med en arbejdsdag i Ældre Sagens lokaler, hvor en lang række aktører diskuterer medicinspild i alle dets former. Deltagerne repræsenterer bl.a. de mange forskellige sundhedsprofessionelle omkring medicinbrugerne, lægemiddelindustrien og miljøområdet.
Avisen Danmark bringer i dag en kronik fra Alliancen Stop Medicinspild, hvor formændene for de fire foreninger fastslår, at alt for meget medicin bliver forkert håndteret eller går til spilde. Det er en trussel mod både patientsikkerheden, miljøet og sundhedsøkonomien. Problemet kræver en bred indsats.
Også Politikens sundhedsredaktør Lars Igum beskæftiger sig i sin sundhedsanalyse i dagens avis med den nye alliance:
”Alliancen vil sætte den hverdagsmedicin på dagsordenen, som ingen taler om, men som langt de fleste danskere er storforbrugere af på godt og bivirkningsramt ondt. Og det er nødvendigt,” skriver han.
Rikke Løvig Simonsen gæstede i fredags Orientering på DR P1 for at fortælle om alliancen (lyt en time og 15 minutter inde i udsendelsen).
På gruppebilledet ses fra venstre adm. direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind, formand for Pharmadanmark Rikke Løvig Simonsen, repræsentant for Lægeforeningen Helga Schultz (og formand for Yngre Læger), og adm. direktør i Ældre Sagen Bjarne Hastrup.