Eu-direktiv og dansk lovgivning
Tidsbegrænsede ansættelser er reguleret af et EU-direktiv og dansk lov for at forbedre kvaliteten af den slags ansættelsesforhold.
Direktivet om tidsbegrænset ansættelse
Den danske regulering af tidsbegrænsede ansættelsesforhold er en følge af et EU-direktiv (Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999), hvis formål er at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse. Det gøres dels gennem et forbud mod forskelsbehandling, dels ved at forhindre misbrug af denne ansættelsesform ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelser.
Afgørelser fra EU-domstolen får derfor også betydning når loven skal fortolkes i Danmark.
Implementeringen i Danmark
I Danmark er der indgået en række implementeringsoverenskomster, blandt andet på det offentlige område.
På apoteksområdet er direktivet ikke implementeret, men overenskomsten indeholder en bestemmelse om, at tidsbegrænset ansættelse kun må benyttes ved stillinger opslået som følge af ferie, sygdom, graviditet, anden form for orlov samt i øvrigt ved tidsbegrænsede opgaver jf. § 2, stk. 4 in fine.
Til opsamling af de lønmodtagere, der ikke er dækket af disse overenskomster, er der gennemført en generel lov om tidsbegrænset ansættelse.