Ikke-diskriminering

Er du ansat i en tidsbegrænset stilling beskytter loven dig mod diskriminering i forhold til fastansatte kollegaer. Ikke-diskriminerings beskyttelsen gælder kun under ansættelsen og ikke i ansættelsessituationen. Loven forhindrer således ikke en arbejdsgiver i at bestemme, om en ansættelse skal være tidsbegrænset eller det skal være en fastansættelse.

Er du ansat i en tidsbegrænset stilling, må dine ansættelsesvilkår, ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis forskelsbehandlingen udelukkende er begrundet i ansættelsesforholdets tidsbegrænsede varighed, og den ikke er begrundet i objektive forhold.

Ansættelsesvilkår

"Ansættelsesvilkår" er synonymt med "løn- og arbejdsvilkår". Det kan for eksempel være retten til en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, ret til løn under barselsorlov, ret til lønforhandling, ret til flekstid med mere. Disse vilkår skal altså være ens, men det vil ikke være i strid med loven, hvis der for alle ansatte gælder, at man først opnår en rettighed, for eksempel pensionsordning, efter x antal måneders beskæftigelse.

Det kan også være mere "bløde" ansættelsesvilkår, såsom adgang til særlige indkøbsordninger og lignende.

Sammenlignelig fastansat

Ved en sammenlignelig fastansat forstås, efter loven, en fastansat i samme virksomhed, der er i et tidsubegrænset ansættelsesforhold og som udfører samme eller tilsvarende arbejde. Når der sker en sammenligning mellem en tidsbegrænset ansat og en fastansat, er det dog lovligt, at der tages hensyn til individuelle forhold, for eksempel uddannelse og erfaring hos den fastansatte.

Objektive forhold

Loven eller dens forarbejder siger ikke meget om hvad sådanne "objektive forhold" kan være. Men EU-domstolen har i nogle afgørelser fastslået at budgetmæssige hensyn eller stigning i omkostningerne ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde en forskelsbehandling. Heller ikke hensynet til at ville motivere de fastansattes engagement, må en arbejdsgiver bruge som påskud til at forskelsbehandle tidsbegrænset ansatte. Man kan forestille sig, at en arbejdsgiver, der for eksempel kun giver fastansatte adgang til efteruddannelse, vil komme til at handle i strid med loven.

Styrkelse af jobmulighederne

Det kan være, at du søger en tidsbegrænset stilling i håb om en senere fastansættelse.
Din arbejdsgiver er efter loven forpligtet til at informere ansatte i tidsbegrænsede stillinger om, hvilke ledige stillinger der kan søges i virksomheden. Dette skal sikre at du, som tidsbegrænset ansat, har samme mulighed for at få en fastansættelse som andre ansatte.

Relaterede sider