Løntilskud

Ansættelse med løntilskud har til formål at oplære eller genoptræne faglige, sociale eller sproglige kompetencer. Sigtet med at tilbyde et job med løntilskud, er indslusning eller fastholdelse på arbejdsmarkedet.

Et tilbud om ansættelse med løntilskud kan gives i op til et år. For revalidender og førtidspensionister kan et tilbud om ansættelse med løntilskud gives ud over et år.

Hvem kan komme i betragtning til et job med løntilskud?

Personer, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller starthjælp, revalidender, førtidspensionister og personer med handicap kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere, efter 12 måneders ledighed. For personer under 30 år og over 60 år kan tilbuddet gives efter seks måneders ledighed. I enkelte tilfælde kan tilbuddet gives tidligere, såfremt Arbejdsformidlingen vurderer, at pågældende har risiko for at blive ledig i længere tid.

Krav om merbeskæftigelse

Forud for ansættelse af en person med løntilskud skal spørgsmålet om ansættelsen have været drøftet mellem virksomheden og repræsentanter for virksomhedens ansatte.

Ansættelse med løntilskud af personer, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller starthjælp, skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.

Ved afgørelse af, om der foreligger nettoudvidelse, indgår en bedømmelse af, om der i tilknytning til ansættelsen med løntilskud er foretaget afskedigelser af ansatte uden støtte, om ansatte uden støtte er fratrådt, eller ansættelsen sker i en stilling, der er blevet ledig ved nylig afskedigelse eller fratrædelse af en ansat uden støtte.

Løn- og ansættelsesvilkår for ansatte i job med løntilskud

Når et ansættelsesforhold med løntilskud indgås, oprettes der en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesbrev, hvori løn- og arbejdsvilkår samt forventet tilskudsperiode anføres. Ansættelsesforholdet kan under alle omstændigheder kun bringes til ophør i overensstemmelse med gældende overenskomster og lovgivning. Betaling af den fulde lønudgift påhviler ansættelsesstedet.

Herudover skelnes der mellem om ansættelsen sker i en privat eller i en offentlig virksomhed.

Ansættelse med løntilskud i private virksomheder

Ved ansættelse med løntilskud hos private arbejdsgivere af personer, der modtager dagpenge, kontanthjælp eller starthjælp, skal løn- og ansættelsesvilkår være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende. Arbejdsgiveren modtager refusion fra Arbejdsformidlingen.

Ved ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver er den ansatte berettiget til 12 måneders sammenhængende beskæftigelse. Indgår det i aftalen med arbejdsgiveren, at ansættelsen skal være tidsbegrænset, må tidsbegrænsningen ikke være på under 12 måneder. Ansættelse inden for den nævnte 12 måneders periode kan kun ophøre,

  1. hvis lønmodtageren er blevet bortvist berettiget,
  2. hvis ansættelsesforholdet opsiges på grund af lønmodtagerens misligeholdelse, eller
  3. hvis ansættelsesforholdet opsiges af andre grunde, men først efter at Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen har modtaget meddelelse om opsigelsen, og tidligst 14 dage efter dette tidspunkt, medmindre der i ansættelsesforholdet gælder et længere varsel.

Hvis ansættelsesforholdet ophører efter punkt 3, og den ansatte ønsker 12 måneders beskæftigelse, er Arbejdsformidlingen henholdsvis kommunen pligt til at sørge for, at beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver kan påbegyndes i forlængelse af, at ansættelsen ophører.

Ansættelse med løntilskud i offentlige virksomheder

Ved ansættelse med løntilskud i en offentlig virksomhed skal varigheden af tilskudsperioden aftales med arbejdsformidlingen. Ansættelsen skal ske på de for området gældende løn- og ansættelsesvilkår, dog må timelønnen ikke overstige et fastlagt maksimum (april 2005: ca. 104 kr./t). Ved ansættelse af personer, der modtager dagpenge, skal lønnen til personen efter fradrag af arbejdsmarkedsbidrag ligge på niveau med personens individuelle dagpenge. Virksomheden modtager refusion fra Arbejdsformidlingen.

Hvis der til ansættelsen er tilknyttet en overenskomstmæssig pensionsordning, indbetaler arbejdsgiveren til denne eget- og arbejdsgiverbidrag beregnet på grundlag af den overenskomstmæssige timeløn.

Den offentlige arbejdsgiver fastsætter arbejdstiden i det enkelte tilbud under hensyn til den samlede løn samt under hensyn til timeløn og tillæg m.v.

Eventuelt over- og merarbejde skal afspadseres og beregnes på grundlag af den fastsatte timebetaling med de procenttillæg m.v. der følger af den pågældende overenskomst.

Yderligere information

Du kan kontakte din sagsbehandler eller arbejdsformidlingen for at høre mere om muligheden for at blive ansat med løntilskud.

For yderligere information se Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats:
www.cabiweb.dk
eller
www.fleksjob.dk