Opsigelsesvarsel på apotek
Ansættelsesvilkårene for apoteksansatte farmaceuter er reguleret i overenskomsten mellem Danmarks Apotekerforening og Pharmadanmark. Af denne overenskomst fremgår det blandt andet, hvilket opsigelsesvarsel du og din arbejdsgiver har over for hinanden.
Opsigelsesvarslet er efter overenskomsten gensidigt forlænget.
Opsigelsesvarslet er fra apotekets side:
| 0 til 6 måneders ansættelse |
1 måneds varsel inden udløbet af 5. måned. |
| 6 måneder til 3 års ansættelse |
3 måneders varsel inden udløbet af 2 år og 9 måneder. |
| 3 til 6 års ansættelse |
6 måneders varsel inden udløbet af 5 år og 6 måneder. |
| 6 til 9 års ansættelse |
7 måneders varsel inden udløbet af 8 år og 5 måneder. |
| herefter |
8 måneders varsel. |
Fra den apoteksansattes side:
Opsigelsen fra farmaceutens side skal inden for de første tre års ansættelse ske med en måneds varsel til ophør ved en måneds udgang. Det vil sige, at du kan opsige din stilling med en måneds varsel inden udløbet af to år og 11 måneders ansættelse. Herefter er varslet tre måneder.
Farmaceuter ansat på apotek efter 1. december 2005
Farmaceuter der ansættes på apotek den 1. december 2005 eller senere, er omfattet af funktionærlovens opsigelsesregler. Funktionærlovens opsigelsesvarsler er sådan her:
Fra arbejdsgivers side:
| 0 til 6 måneders ansættelse |
1 måneds varsel inden udløbet af 5. måned. |
| 6 måneder til 3 års ansættelse |
3 måneders varsel inden udløbet af 2 år og 9 måneder. |
| 3 til 6 års ansættelse |
4 måneders varsel inden udløbet af 5 år og 8 måneder. |
| 6 til 9 års ansættelse |
5 måneders varsel inden udløbet af 8 år og 7 måneder. |
| herefter |
6 måneders varsel. |
Fra den ansattes side:
Opsigelsen fra den ansattes side skal ske med en måneds varsel til ophør ved en måneds udgang. Det vil sige, at opsigelsen skal være afgivet senest den sidste dag i måneden til fratræden ved udløbet af den følgende måned.
Efter funktionærloven kan der aftales forlængede opsigelsesvarsler. Det er en betingelse, at der er tale om en gensidig forlængelse af opsigelsesvarslerne. Ønsker din arbejdsgiver for eksempel at forlænge dit opsigelsesvarsel over for virksomheden med to måneder, således at du skal opsige din stilling med tre måneders varsel, skal arbejdsgiverens forlænges tilsvarende.
Meddelelse om opsigelse
Hvis du eller din arbejdsgiver ønsker at opsige ansættelsesforholdet, skal det ske skriftligt og være modtageren i hænde senest ved udgangen af den sidste dag i måneden.
Det er den, der ønsker at opsige ansættelsesforholdet, der "bærer risikoen" for at opsigelsen bliver modtaget af modtageren. Det er derfor, fra begges side, en god ide at få en skriftlig kvittering på, at opsigelsen er modtaget af den anden part.
Kontraopsigelse
Er du blevet opsagt af din arbejdsgiver og finder du hurtigt et nyt job, kan du vælge at kontraopsige din stilling. Er du for eksempel blevet opsagt den 31. januar med seks måneders varsel til fratræden den 31. juli og får du tilbudt nyt job pr. 1. maj, kan du i marts måned kontraopsige din stilling til fratræden den 30. april.