Fritstilling & suspension

Hvis du bliver opsagt og ønsker din arbejdsgiver ikke, at du skal arbejde i opsigelsesperioden, kan hun / han vælge at meddele dig, at du ikke skal møde på arbejde. Dette bør altid ske skriftligt, så der ikke efterfølgende opstår en diskussion om, hvorvidt du ulovligt er udeblevet fra arbejdspladsen. Betingelserne for hjemsendelsen bør være klare.

Fritstilling

Bliver du fritstillet i opsigelsesperioden er det en definitiv tilkendegivelse om, at skal du ikke give møde på arbejdspladsen og din arbejdsgiver kan ikke senere i opsigelsesperioden bede dig om at give møde.
Du er som sådan fortsat ansat i opsigelsesperioden, hvilket indebærer, at du skal have din sædvanlige løn og at du i forhold til din arbejdsgiver, bortset fra arbejdsforpligtelsen, er bundet af dit almindelige pligter, der udspringer af et ansættelsesforhold. Du er således fortsat bundet af en loyalitetsforpligtelse og må ikke opføre dig illoyalt overfor arbejdsgiveren. Dette indebærer blandt andet, at du ikke må påbegynde konkurrerende beskæftigelse, så længe du modtager din løn. Gør du det alligevel, kan din arbejdsgiver ophæve ansættelsesforholdet og stoppe din løn. Du mister også eventuel ret til fratrædelsesgodtgørelse. I den situation er det derfor vigtigt, at du i stedet kontraopsiger din stilling.

Minimalerstatningsreglen

Begrebet "fritstilling" er ikke direkte nævnt i funktionærloven. Men i praksis anvendes funktionærlovens § 3, der omhandler lønerstatningen ved en uberettiget bortvisning.
Herefter gælder, at du de tre første måneder af en fritstillingsperiode har krav på din sædvanlige løn fra den arbejdsgiver, du er opsagt fra, også selv om du påbegynder anden beskæftigelse. Dette kaldes også "minimalerstatningsperioden". Du må dog ikke påbegynde konkurrerende beskæftigelse, da du i så fald kommer i konflikt med din loyalitetspligt. Ønsker du at starte konkurrerende beskæftigelse, er du nødsaget til at kontraopsige din stilling, hvorefter dit lønkrav bortfalder. Minimalerstatningsperioden regnes først fra det tidspunkt, hvor du rent faktisk blev fritstillet og ikke fra et eventuelt forudgående opsigelsestidspunkt.

Erstatning herudover

Hvis din opsigelsesperiode og fritstillingsperiode er længere end tre måneder, skal dit lønkrav, efter de første tre måneder, fastsættes efter almindelige erstatningsregler. Det betyder, at du alene har krav på det løntab, der set under hele opsigelsesperioden som helhed, er større end minimalerstatningen. Det betyder også, at du har pligt til at begrænse din arbejdsgivers tab (lønomkostninger til dig).

Eksempel: Marie bliver den 1. januar 2006 opsagt fra arbejdsgiver 1 og fritstillet med seks måneders varsel. Hendes månedsløn er 40.000 kr. Finder hun ikke andet job i opsigelsesperioden, har hun ret til løn frem til udløbet af opsigelsesperioden den 30. juni 2006.

Løn fra arbejdsgiver 1 er: 6 x 40.000 = 240.000 kr.

Eksempel 1:
Starter Maria på et nyt job hos arbejdsgiver 2 allerede den 1. februar 2006, og er hendes nye løn 30.000 kr. pr. måned, så ser regnestykket sådan ud:

Løn fra arbejdsgiver 1 (januar-30. juni 2006): 6 x 40.000 = 240.000
Løn indtjent fra arbejdsgiver 2 (1. februar-30. juni 2006): 5 x 30.000 = 150.000
Tabet herefter: 90.000

Eksempel 2:
Løn fra arbejdsgiver 1 fra 1. januar til 31. marts 2006 (minimalerstatningsperioden): 3 x 40.000 kr. = 120.000 kr.
Løn fra arbejdsgiver 2 fra 1. februar til 30. juni 2006: 5 x 30.000 kr. = 150.000 kr.
Samlet løn fra arbejdsgiver 1 og 2: 120.000 kr. + 150.000 kr. = 270.000 kr.

Starter Marie først nyt job 1. april 2006, er hun udover minimalerstatningsperioden.
Hun har fået løn fra arbejdsgiver 1 i perioden 1. januar til 31. marts 2006 med 120.000 kr.
Løn fra arbejdsgiver 2 fra 1. april til 30. juni 2006: 3 x 30.000 kr. = 90.000 kr.
Samlet løn fra arbejdsgiver 1 og 2: 120.000 kr. + 90.000 kr. = 210.000 kr.
Hvis hun ikke var startet nyt job, ville hun i perioden have haft en indtægt på 240.000 kr. Hun har dermed et tab på 30.000 kr. som arbejdsgiver 1, skal betale udover de første tre måneders løn.

Ved beregningen af dit løntab skal du altså se på det samlede lønkrav, du har i hele opsigelsesperioden og derefter se på, om du lider noget løntab for perioden som helhed.

Påbegynder du selvstændig beskæftigelse i fritstillingsperioden, vil du normalt ikke have krav på erstatning udover minimalerstatningsperioden. Det gælder også, selv om du konkret ingen indtjening har haft derved, da påbegyndelse af egen virksomhed betragtes som en fremtid indtjening og derved ikke kan værdiansættes som løn i et ansættelsesforhold.

Tabsbegrænsningspligten

Du har pligt til at forsøge at begrænse tabet mest muligt. Som det fremgår, kan den arbejdsgiver, du er opsagt og fritstillet fra, altså "tjene" på, at du hurtigt finder et andet job. Du skal derfor, hvis der bliver stillet krav herom, være i stand til at dokumentere, at du står til rådighed for arbejdsmarkedet og at du har forsøgt at finde anden beskæftigelse.

Suspension

Bliver du opsagt og suspenderet betyder dette, at du skal have din løn udbetalt i hele opsigelsesperioden uden dagligt at skulle give møde på arbejdspladsen. Du skal dog "stå til rådighed" i det omgang, arbejdsgiveren måtte ønske at gøre brug af din arbejdskraft. Så længe du er i stand til at opfylde denne "rådighedspligt" og i det omfang, du ikke krænker andre ansættelsesretlige pligter, for eksempel loyalitetspligten, kan du påbegynde anden ikke-konkurrerende beskæftigelse, uden at dette medfører modregning i din løn. Vælger din arbejdsgiver at suspendere dig, i stedet for en definitiv fritstilling, skal din arbejdsgiver have en loyal og reel interesse i at forlange, at du skal stå til rådighed.

Din arbejdsgiver kan ikke kræve, at du tilbringer hele opsigelsesperioden ventende ved en telefon. Det vil være fornuftigt at aftale, hvornår og hvordan du skal kunne kontaktes, såfremt din arbejdsgiver måtte ønske at gøre brug af din rådighedspligt.

Ferie og fritstilling

Hvis du er opsagt og fritstillet, kan din arbejdsgiver anse mest mulig ferie for afholdt i opsigelsesperioden. De almindelige varslingsregler skal overholdes. Det vil sige, at restferien skal varsles med mindst en måneds varsel og hovedferien med mindst tre måneders varsel. At arbejdsgiveren kan anse mest mulig ferie for afholdt, betyder at din arbejdsgiver ikke behøver give dig besked om, at ferien skal holdes i fritstillingsperioden. Alene det at du er fritaget for din arbejdsforpligtelse, betyder at du holder din ferie i fritstillingsperioden.

Hvis du begynder andet arbejde i fritstillingsperioden og ikke får holdt din ferie fordi du begyndt på andet arbejde, kan din tidligere arbejdsgiver alligevel som udgangspunkt anse din ferie for afviklet. I den situation bør du dog altid kontakte Pharmadanmark for nærmere rådgivning.

Relaterede sider

  • Ansættelsesforholdets ophør

    Hvad gør du, hvis du bliver afskediget? Eller hvis du selv vælger selv at sige op? Her fin...

  • Misligholdelse

    Misligeholdes en ansættelseskontrakt af den ansatte eller arbejdsgiver gælder særlige vilk...

  • Ulovlig & usaglig opsigelse

    På det private arbejdsmarked ligger det inden for arbejdsgiverens ledelsesret at afskedige...

  • Opsigelse

    En opsigelse skal foregår i overensstemmelse med de gældende opsigelsesregler, som anviser...

  • Fratrædelsesgodtgørelse

    Er det din arbejdsgiver der er skyld i din opsigelse, kan en fratrædelsesgodtgørelse komme...