Væsentlige vilkår

Denne bestemmelse blev som noget nyt indsat i loven med virkning fra den 1. juli 2002. Baggrunden for lovændringen, var en afgørelse ved EF-domstolen, der fastslog, at en medarbejders pligt til at udføre overarbejde er et vilkår, der skal fremgå at ansættelseskontrakten.

Loven tager ikke direkte stilling til, hvad væsentlige vilkår er. Der er udarbejdet en vejledning, der bidrager til en konkretisering, men vejledningen tager heller ikke direkte stilling til, hvad væsentlige vilkår er.

Beskæftigelsesministeriet har i tilknytning til vejledningen tilkendegivet, at loven bl.a. indebærer, at en eventuel pligt til over-/merarbejde skal fremgå direkte af ansættelsesbeviset. o Der bør derfor udarbejdes nye ansættelsesbeviser/tillæg til eksisterende ansættelsesbeviser til ansatte, for hvem der gælder en sådan pligt, uden at det i dag udtrykkeligt er anført i ansættelsesbeviset.

Er du således i et ansættelsesforhold, hvor der forekommer overarbejde, har din arbejdsgiver pligt til at angive dette, enten ved at udarbejde en ny ansættelsesaftale eller ved at udarbejde et tillæg hertil. Har din arbejdsgiver ikke gjort dette, er loven overtrådt, og du kan rejse krav om en godtgørelse.

Bortset fra pligten til at udføre overarbejde, vil det formentlig være tilstrækkeligt at henvise til en personalehåndbog. Spørgsmålet er dog uafklaret i retspraksis.

Det antages i vejledningen, at arbejdsgiveren har pligt til at oplyse om de vilkår i ansættelsen, som arbejdsgiveren mener, at medarbejderen ikke må være i tvivl om. Væsentlige vilkår kan være særlige aftalte vilkår på den pågældende arbejdsplads, men kan også følge af lovgivningen eller en kollektiv overenskomst, vedtægter, administrative bestemmelser eller i øvrigt være aftalt og beskrevet i en personalehåndbog.

Særlige bestemmelser om privat brug af arbejdsgiverens e-mail og internet, særlige påklædningskrav, lønvilkår under barsel, m.m. vil formentlig have karakter af at være "væsentlige vilkår". Men da det ikke er angivet i hverken loven eller vejledningen, er det i sidste instans domstolene, der skal fastlægge rækkevidden af loven.