Fleksibel barselsorlov
Efter den nugældende barselslov kan det maksimale fravær for begge forældre være på 112 uger i alt, forudsat at begge er i beskæftigelse.
Forældrene kan vælge at holde orlov sammen eller i forlængelse af hinanden.
Graden af fleksibilitet er i en sag blevet udfordret. Sagen drejede sig om en fuldtidsansat optiker der i maj 2002 meddelte sin arbejdsgiver, at han i forbindelse med en forestående adoption ønskede orlov i uge 1-4 på fuld tid sammen med sin hustru og i uge 5-56 mandag og tirsdag i hver uge, idet hans hustru ville holde orlov onsdag til fredag i uge 5-56.
Arbejdsgiveren mente ikke, at en ansat uden aftale med sin arbejdsgiver selv kunne tilrettelægge sin orlov på den måde den ansatte ønskede. Den ansatte indbragte sagen for Ligestillingsnævnet hvor et flertal i nævnet mente at den ansatte havde ret til, at tilrettelægge sin orlov på den ønskede måde og dermed også en ret til i perioden at vælge deltidsarbejde.
Arbejdsgiveren indbragte denne afgørelse for Østre Landsret som mente, at en ret til at tage den af den ansatte ønskede orlov, var en for vidtgående fortolkning af reglerne om barselsorlov. Landsretten mente altså ikke at den ansatte uden aftale med arbejdsgiveren kunne holde orlov i to dage per uge. Højesteret (U2007.441H), der som sidste instans blev bedt om at afgøre sagen, nåede frem til samme resultat som Ligestillingsnævnet. Højesteret fastslår således, at hver af forældrene har ret til, uden samtykke fra arbejdsgiveren, at disponere på en sådan måde, at fraværet fordeles på flere perioder. Højesteret angiver, at den byrde som fordelingsretten indebærer for arbejdsgivere, er en konsekvens som lovgiver var opmærksom på. Men Højesteret angiver også, at der ikke med dommen er taget stilling til, om der kan vælges fravær af kortere eller mindre regelmæssige perioder.
Det er for sagen uvedkommende om den ønskede orlov sker i forbindelse med adoption eller fødsel. Efter barselsloven skal man senest 8 uger efter fødslen eller modtagelsen af barnet give sin arbejdsgiver besked om tidspunktet for begyndelse af fraværet og længden heraf. Endvidere skal forældrene hele tiden være på orlov, men altså godt skiftevis og i hvert fald på den måde som forældrene i den konkrete sag ønskede at fordele den på.
