PFA Pension

Pharmadanmark har indgået en fordelagtig pensionsaftale med PFA Pension om en frivillig pensionsordning for foreningens medlemmer. Pensionsaftalen omfatter ikke kun medlemmer, der ikke har en pensionsordning, men også medlemmer inden for alle sektioner der ønsker at supplere deres nuværende pensionsordning.

Er du i dag omfattet af en frivillig pensionsordning via din arbejdsgiver, eller foretager du indbetalinger på en privat ordning, bør du nøje overveje mulighederne i denne pensionsaftale. Aftalen mellem foreningen og PFA omfatter nemlig en række fordele for Pharmadanmarks medlemmer.

Fordelagtig pensionsordning

Pensionen kan sammensættes efter dine behov og ønsker. Du kan sikre dig selv, hvis du mister evnen til at arbejde og bliver invalid, og du kan sikre dine efterladte, hvis du dør, før du skal på pension. Den nye pensionsaftale giver dig også mulighed for at foretage skattebegunstiget opsparing til alderdommen. Du bestemmer selv kombinationen indenfor de rammer, der er aftalt mellem foreningen og PFA. Det betyder, at du kan vælge udelukkende at spare op til alderdomen, eller du kan vælge at kombinere alderdomsopsparingen med forsikring ved invaliditet og død.

For at være med skal du som minimum betale et beløb svarende til 4 procent af din løn. HUSK, der er fradrag for indbetalingen i din skattepligtige indkomst.

Læs mere ...

PFA Pension har lavet et særligt pensionssite til alle medlemmer af Pharmadanmark. Her kan du læse mere om pension og forsikring, og du kan bestille rådgivning om dine samlede pensionsforhold.

PFA - Medlemssite

Fordele

Rabat på administration

Pharmadanmarks aftale med PFA betyder, at medlemmerne får rabat på udgifter til administration. Normalt kan et forsikringsselskab fratrække op til 11 pct. af indbetalingen til dækning af administrationsomkostninger. I PFA fratrækkes maksimalt 7 procent. Hvis du vælger at etablere en pensionsordning inden for Pharmadanmarks aftale med PFA, udgør fradraget til administration kun 4 procent af indbetalingen.

Risikobonus

For at opnå besparelser på den del af indbetalingen, der anvendes til forsikringsdækning ved død og invaliditet, er pensionsaftalen omfattet af en såkaldt risikobonus, der gælder for farmaceuter og humanbiologer.

I denne gruppe af forsikrede opgøres antallet af dødsfald og invaliditeter hvert år. Har der været få skader i gruppen i forhold til PFA's generelle forudsætninger, opstår der et overskud. Dette overskud fordeles blandt gruppens medlemmer som ekstra risikobonus. Størrelsen af den enkeltes andel vil fremgå af depotregnskabet, som udsendes én gang om året.

Den særlige aftale om risikobonus for medlemmer af Pharmadanmark har i gennemsnit pr. år over de seneste ti år medført tilbagebetaling på over 6 procent af de samlede indbetalinger eller over 30 procent af den risikobetaling, der i første omgang blev fratrukket forsikringsdækningen ved invaliditet og død. Der har således i gennemsnit været tilbagebetalt mere end der er fratrukket til administration.

Fleksibel pensionsordning

Pharmadanmark har lagt vægt på, at medlemmerne kan få en fleksibel pensionsordning, der kan tilpasses den enkeltes behov - både her og nu og på lang sigt. På forskellige stadier i tilværelsen er der forskellige økonomiske behov, der skal afdækkes. For eksempel bliver forpligtelserne i børnefamilier med tiden mindre, og behovet for forsikring ved invaliditet og dødsfald falder i takt hermed. Til gengæld bliver privatøkonomien typisk mere stabil, og dermed kan der spares mere op til seniortilværelsen.

Den nye pensionsaftale giver mulighed for, at du får opfyldt flest mulige af dine ønsker om økonomisk tryghed for dig selv og din familie. Det gælder størrelsen af både forsikringsdækningen undervejs og opsparingen, som skal sikre levestandarden under pension. Investering i pension bør indrettes efter din økonomiske situation - der skal også være råd til at leve livet nu. Det gælder altså om at finde den rette kombination og balance.

Pensionsrådgivning

Alle medlemmer af Pharmadanmark kan få personlig rådgivning om deres samlede pensionsforhold af et særligt korsp af rådgivere hos PFA Pension.

Læs mere om Pensionsrådgivning.