02. feb 2007, 10:00

Ny stillingsstruktur på universiteterne

1. januar trådte en ny stillingsstruktur i kraft på universiteterne. Stillingsstrukturen er en aftale, som er med til at fastlægge arbejdsvilkår og karriererforløb for videnskabeligt personale ansat ved universiteter.

Stillingsstrukturen aftales mellem AC og Videnskabsministeriet. Forhandlingerne om den nye stillingsstruktur falder sammen med universitetsfusionerne, hvor Danmarks 12 universiteter og 15 sektorforskningsinstitutioner er fusioneret til otte universiteter og tre nye forskningsinstitutioner.

Det videnskabelige personale ved sektorforskningsinstitutioner, som er blevet fusioneret med et universitet, er som noget nyt tænkt ind i den nye stillingsstruktur for universiteterne. Der eksisterer altså fortsat to forskellige stillingsstrukturer og karriererforløb - en på sektorforskningsinstitutioner og en på universiteter.

Ny struktur på universitetsområdet

Antallet af stillingskategorier på universiteterne er med den nye stillingsstruktur blevet reduceret. Stillingerne forskningsassistent og amanuensis slås sammen til »videnskabelig assistent« ligesom forskningsstipendiat og ph.d. slås sammen til en stillingskategori.

Det eksterne lektorat kan nu være tidsubegrænset, og det skal fortsat fortrinsvis bruges til at ansætte personer med praksiserfaring.

De, som var ansat på en sektorforskningsinstitution før 1. januar 2007 fortsætter med at kunne avancere efter stillingsstrukturen, der gælder for sektorforskningsområdet og alle nyansatte på universiteterne ansættes i henhold til den nye stillingsstruktur for universitetsansatte.

Der vil altså være en overgangsfase, hvor nogle universitetsansatte kan avancere efter stillingsstrukturen, der gælder for sektorforskningsinstitutionerne, nogle er omfattet af den nye stillingsstruktur på universitetsområdet og de som fortsat er ansat på en ren sektorforskningsinstitutioner er omfattet af stillingsstrukturen, der gælder for sektorforskningsinstitutionerne.

Hovedpunkter

Den nye stillingsstrukturs hovedpunkter:

  • Videnskabeligt personale ved universiteterne har nu én fælles stillingsstruktur med tre forskellige spor
  • Universitetsledelserne har fået begrænsede muligheder for gentagne gange at ansætte samme forsker i tidsbegrænsede ansættelser
  • Muligheden for at ansætte adjunkter på ubegrænset tid er bevaret og styrket. Samtidig har adjunkter ansat i tidsbegrænsede stillinger fået styrket adgangen til at aftale overgang til tidsubegrænset ansættelse efter allerede to år.

Opfølgning

På tre områder har AC, i forbindelse med den nye stillingsstruktur, sikret sig skriftligt tilsagn fra Videnskabsministeriet om at der skal følges op. Det drejer sig om:

  1. Universiteternes brug af rene undervisningsstillinger
  2. Stillinger uden for den ordinære stillingsstruktur
  3. Forskningsfriheden

Læs mere

Du kan læse mere i notat og tillæg til notat om fastlæggelse af stillingsstrukturen (pdf):

Notat

Tillæg