15. dec 2006, 11:00
Ferring Pharmaceuticals
- forvandlet på rekordtid
Selvom det i skrivende stund blot er to år siden, at Farmaceuten bragte portrættet af Ferring, er der sket flere omvæltninger end i mange andre koncerner i den farmaceutiske industri. Selve Ferrings vartegn i Ørestaden har skiftet navn fra Ferring International Center til International Pharmascience Center, og siden 2004 er medarbejdertallet på verdensplan steget fra 2400 til de nuværende 2800, ligesom omsætningen i samme periode er vokset fra 4,5 milliarder til 5,2 milliarder kroner.
Men ikke bare på medarbejderfronten og omsætningsmæssigt har der været fart over Ferring. Forsknings- og udviklingscentret, der havde til huse i det blanksorte Ørestadsdomicil, flyttede i januar 2005 til Schweiz, hvor en ny fabrik er under opførelse og forventes klar til produktion i 2007. Rent historisk har Ferring også mistet en stor personlighed, idet grundlæggeren, Frederik Paulsens hustru, Eva Paulsen, døde i 2004.
