Særlig aftale med de nordiske lande

Der er mellem de nordiske landes faglige organisationer indgået en samarbejdsaftale. Aftalen dækker Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Hovedprincippet er, at farmaceuter er organiseret i det land, de arbejder i. Er der således tale om en tidsubegrænset ansættelse eller en tidsbegrænset ansættelse fastsat til en længere periode end seks måneder, skal farmaceuten lade sig overføre til ansættelseslandets forening. Passivt medlemskab kan opretholdes i oprindelseslandet.

Er der tale om en tidsbegrænset ansættelse af seks måneders, eller derunder, varighed, opretholdes alene medlemskabet af oprindelseslandets farmaceutforening. Ansættelseslandets farmaceutforening yder rådgivning og forhandlingsbistand til farmaceuten uden udgift for farmaceuten eller oprindelseslandets farmaceutforening. Det samme gælder hvis den kortvarige ansættelse forlænges for en tilsvarende kort periode. Ved en eventuel sag ved de civile domstole, betaler oprindelseslandet omkostningerne forbundet hermed.

Ved udstationering opretholdes aktivt medlemskab i oprindelseslandets forening. Ved udstationering i mere end 12 måneder, forudsættes det at farmaceuten søger passivt medlemskab af arbejdslandets farmaceutforening. Udgiften til dette passive medlemskab dækkes af oprindelseslandet.