15. nov 2004, 15:00
Pharmadanmarks forfremmelsespolitik
Forfremmelse til apoteker skal styrke den visionære og positive udvikling af dansk apoteksfarmaci og skal medvirke til stadigt at løfte apoteksfarmaceuternes kompetencer og faglige karriere. Forfremmelsespolitikken bidrager hermed til at sikre kontinuiteten i rekrutteringen af fremtidige apotekere.
Målet med Pharmadanmarks forfremmelsespolitik er:
- at rekruttere fagligt kreative ledere med stor personlig gennemslagskraft og med et indgående kendskab til de relevante dele af sundhedssektoren. Ledere, der evner og magter at kombinere økonomisk virksomhedsdrift med skabelsen af det faglige miljø og samarbejde med personalet, som er afgørende for den individuelle jobtilfredshed, apotekets udviklingsmuligheder og en fremskudt placering i sundhedstjenesten,
- at sikre og udbygge god apotekspraksis (GPP) til gavn for den enkelte bruger og til gavn for samfundet,
- at forfremmelseskonsulenten fungerer som sparringspartner for foreningens medlemmer i en aktiv karriereplanlægning med det formål at opnå en apotekerbevilling,
- at forfremmelseskonsulentens suppleant formaliseret inddrages i arbejdet for at opnå kontinuitet over for foreningens medlemmer og
- at farmaceuter, der ønsker en anden apoteksbevilling end den de allerede har, kan søge en sådan på lige fod med andre ansøgere.
Forflyttelser
I vurderingen af, hvorvidt det i det konkrete tilfælde vil være muligt/rimeligt at forflytte en apoteker, bør der lægges vægt på, om der lokalt er et åbenlyst behov for en ændring af apoteksstrukturen.
Herudover må stillingtagen til en apotekers forflyttelse bero på en konkret faglig vurdering af apotekerens faglige kvalifikationer og funktion som apoteker.
Ny bevilling
En farmaceut, der allerede har en bevilling til at drive et apotek kan søge en anden bevilling, hvis farmaceuten ønsker det. Farmaceuten indsender da ansøgning på lige fod med andre ansøgere og farmaceutens kvalifikationer vurderes på lige fod med de andre ansøgeres. En farmaceut der ønsker en anden bevilling end den vedkommende allerede har, kan gøre brug af Pharmadanmarks forfremmelseskonsulent med henblik på vejledning og vurdering af kvalifikationer i forhold til den bevilling der ønskes søgt. Dette ses fra Pharmadanmarks side som et naturligt led i farmaceutens karriereforløb.
