Pharmadanmarks forfremmelseskonsulent

Hvis du gerne vil planlægge dit karriereforløb mod en apoteksbevilling, anbefaler vi, at du bruger Pharmadanmarks forfremmelseskonsulent som sparringspartner.

Forfremmelseskonsulentens arbejde er fastlagt ved nedenstående kommissorium.

A) Formål og opgaver

  1. Forfremmelseskonsulenten har til opgave at vurdere ansøgere til ledige apoteksbevillinger og sammenholde disse med den ledige apoteksbevilling med henblik på at indstille den rette farmaceut til det rette apotek.
  2. Forfremmelseskonsulenten skal indstille den bedst kvalificerede farmaceut til den pågældende bevilling overfor Lægemiddelstyrelsen.
  3. Forfremmelseskonsulenten skal fungere som sparringspartner for Pharmadanmarks medlemmer i en aktiv karriereplanlægning med det formål at opnå en apoteksbevilling.

B) Udpegning

  1. Forfremmelseskonsulenten udpeges i henhold til apotekerloven.
  2. Bestyrelsen for apotekssektionen indstiller til Hovedbestyrelsen kandidaten til posten som forfremmelseskonsulent samt dennes suppleant.
  3. Såfremt Hovedbestyrelsen godkender indstillingen, informeres Sundhedsministeriet. I tilfælde af at Hovedbestyrelsen ikke kan godkende indstillingen, drøftes årsagerne hertil med bestyrelsen for apotekssektionen. Herefter har bestyrelsen ansvaret for at indstille nye kandidater til Hovedbestyrelsen.
  4. Forfremmelseskonsulenten skal have indgående kendskab til de private apoteker og lovgivningen omkring disse. Derudover skal forfremmelseskonsulenten have gode kommunikative evner, besidde empati og kunne samarbejde og sparre med apoteksansøgerne således at disse får den bedst mulige vejledning før og under ansøgningsfasen.
  5. Forfremmelseskonsulenten samt dennes suppleant udpeges for en fireårig periode. Genudpegning kan finde sted.

C) Principper for forfremmelseskonsulentens arbejde

  1. Ved vurdering af ansøgerne skal forfremmelseskonsulenten lægge vægt på følgende kvalifikationer i prioriteret rækkefølge:
    • Faglig velfunderet, herunder gennemgået relevant efteruddannelse, mundtlig og skriftlig fremstillingsevne samt evne til at varetage informations- og uddannelsesopgaver, indsigt i og viden om sundhedsvæsenet.
    • Lederegenskaber, gennemslagskraft og personlighed, udvist initiativ, ansvarlighed og selvstændighed.
    • Initiering og deltagelse i farmaceutiske faglige udviklingsprojekter.
    • Samarbejdsevner og evne til at omstille sig til nye opgaver.
    • Administrativt, økonomisk og praktisk indsigt i apoteksdrift.
  2. Forfremmelseskonsulenten kan i vurderingen af ansøgeres kvalifikationer lægge vægt på deltagelse i kurser, ansøgerens behandling af særlige opgaver og spørgsmål (checkliste findes) etc.
  3. Forfremmelseskonsulenten skal behandle ansøgerne/ansøgningerne konfidentielt og kan kun drøfte disse med sin suppleant og de øvrige forfremmelseskonsulenter.
  4. I tilfælde af at suppleanten overtager posten som forfremmelseskonsulent overdrages al relevant materiale til denne.
  5. Forfremmelseskonsulent posten er honoreret efter gældende aftale med Pharmadanmarks Hovedbestyrelse.

Book et møde

Du kan lave en aftale med forfremmelses-konsulent Heidi Eirheim via sekretariatet på mail eller tlf. 3946 3600.