Udformning

Det er ingen korrekte løsninger på, hvordan man skriver en ansøgning opfordret eller uopfordret. Det hænger blandt andet sammen med, at modtageren ikke er den samme, hver gang man søger en stilling.

Alligevel skal din ansøgning opfylde nogle krav.

Målret din ansøgning
Det er vigtigt, at målrette sin ansøgning, således at modtageren får en klar forestilling om, at virksomheden har brug for en person som dig.

Det betyder, at du skal søge informationer om den virksomhed, du søger stillingen hos. Du kan for eksempel hente oplysninger på virksomhedens hjemmeside eller andre steder, som har omtalt virksomheden. Du kan eventuelt indhente oplysninger om nogle af virksomhedens kerneydelser eller om virksomhedens produkter eller virksomhedens strategier mv

På den måde opnår du større sandsynlighed for at kunne sætte sig i modtagerens sted og med udgangspunkt i modtageren beskrive motivationen for at arbejde, inden for de emner annoncen referer til og som man ved, at den pågældende virksomhed arbejder med.

Når man søger en uopfordret stilling, stilles der krav til ansøgeren om at lave et større researcharbejde om den virksomhed, man søger hos, end hvis man søger opfordret. Det skyldes, at man selv skal skabe den referenceramme for stillingsindholdet, som en annonce giver ansøgeren.

Analysér annoncen
Inden du påbegynder din ansøgning, skal du analysere annoncen. Her skal du gennemskue kravene til stillingen. Alle krav er nødvendigvis ikke lige vigtige, hvilket vil fremgå af den måde, de sprogligt vægtes i annoncen. Jo tungere et krav vejer i annoncen, jo vigtigere er det, at du svarer positivt og bekræftende på kravet.

Kontakt virksomheden
Ved at kontakte virksomheden har du mulighed for at få svar på uafklaret punkter og samtidig kan du spørge indtil tolkningen af annoncen, således at du sikre dig, at annoncen er forstået korrekt. Derudover, får man ofte yderligere oplysninger om job indholdet, der kan benyttes, når selve ansøgningen skal skrives.

Udarbejdelse af ansøgningen
I selve ansøgningen skal du redegøre for, hvorledes netop dine kvalifikationer og evner stemmer overens med virksomhedens behov. Det kræver, at du har et godt overblik over dine forskellige kvalifikationer.
I visse ansøgninger skal du lægge hovedvægten på ét aspekt og i andre på et andet. Hvilke aspekter du skal vægte afhænger af virksomhedens krav til dig.

Dispositionen i en ansøgning er oftest følgende:

  • Indledning - gå direkte til sagen.
  • Motivation for at søge stillingen - vær konkret i din begrundelse for at søge stillingen.
  • Argumentation for opfyldelse af krav - tænk i emner, ansøgningen skal ikke blive en beskrivelse af dit CV.
  • Afslutning - vær kort og præcis.
  • Fremstil dig selv positivt og ærligt. Lad være med at kritisere tidligere arbejdspladser eller arbejdsgivere.

Ansøgningens lay-out
Ansøgningen skal være letlæselig og det gøres ved at opstille den overskuelig og enkel. Behersk brugen af forskellige skrifttyper mv. Benyt dig af korte sætninger og mange afsnit. Der må ikke være stave- eller tegnsætningsfejl i ansøgningen.
Ansøgningen må ikke være for lang. Sørg for at modtageren har let ved at finde oplysningerne om, hvordan du kan kontaktes.

Udarbejdelse af CV
Dispositionen af et CV er ofte funktionsopdelt eller kronologisk. Det funktionsopdelte CV fokuserer på de funktioner, du har haft frem for, hvor du har været ansat. Det kronologiske CV referer til ansættelsesstederne kronologisk og under hvert ansættelsessted beskrives de funktioner, du har haft.

Et CV som kun består af ansættelsessteder og titler er ikke særlig informativt. Det giver ikke modtageren indblik i indholdet af din erhvervserfaring og de ansvarsområder du har varetaget. Modtageren skal ved gennemgang af dit CV få et mere detaljeret indtryk af dine kvalifikationer end ansøgningen lægger op til. Det skal være sådan, at den nysgerrighed som vækkes hos modtageren i ansøgningen skal delvis tilfredsstilles i dit CV.

Målret dit CV til hver stilling du søger, således at du uddyber og fremhæver den erfaring og de kvalifikationer, der stilles krav om i annoncen.