Opsigelse & fratrædelse

Egen opsigelse

Varsel

Hvis du ønsker at opsige din stilling, skal du sikre dig, at du kender dit opsigelsesvarsel.

Dit varsel vil oftest følge funktionærlovens opsigelsesvarsler. Det betyder, at du kan opsige din stilling med et varsel svarende til den løbende måned + en måneds varsel, når du er ude over en eventuel prøvetid. For eksempel kan du fratræde den 31. marts, hvis du har opsagt din stilling i løbet af februar måned.

Som en del af funktionærloven kan der aftales prøvetid i ansættelseskontrakten. Det indebærer, at der gyldigt kan aftales et kortere varsel i de første tre måneder af ansættelsen. Oftest er dette varsel for dig som medarbejder enten ’uden varsel’, ’med dags varsel’ eller ’med 14 dages varsel. Vær opmærksom på, at varslet skal kunne indeholdes i den resterende del af prøvetiden for at være gyldigt.

Det er muligt at aftale en gensidig forlængelse af funktionærlovens opsigelsesvarsler. Både medarbejderens og arbejdsgiverens opsigelsesvarsel kan forlænges med det samme antal måneder. Sørg derfor for at tjekke, om der er aftalt en forlængelse af dit opsigelsesvarsel i din ansættelseskontrakt.

Husk, at opsigelsen senest skal være sket inden for almindelig arbejdstid på månedens sidste arbejdsdag.

Dokumentation

Som funktionær skal din opsigelse altid ske på skrift. Der er ikke noget i vejen for, at du også opsiger din stilling mundtligt, men der skal altid ligge skriftlig dokumentation for, hvornår du har opsagt din stilling. Det kan derfor være en god idé at sende en e-mail med afleveringsbekræftelse, da du på den måde sikrer dig en elektronisk dokumentation på, at din opsigelse er kommet frem til din leder.

Hvis du opsiger din stilling for at tage anden ansættelse, bør du altid sikre dig, at du har indgået en juridisk bindende aftale med den nye arbejdsgiver. Vi anbefaler altid, at du har en endelig ansættelseskontrakt, da dette er den eneste måde hvor du er sikret, at du kender de vilkår du bliver ansat under. Det er således ikke nok med et skriftligt tilsagn om, at du er blevet tilbudt ansættelse, medmindre der er en klar og fuldstændig opgørelse af, hvilke vilkår der vil gælde for ansættelsen.

Du er altid velkommen til at kontakte Pharmadanmarks jurister, hvis du har spørgsmål om, hvordan du opsiger din stilling.

Arbejdsgivers opsigelse 

Varsel

Som medlem af Pharmadanmark vil du næsten altid være ansat som funktionær. Dette betyder, at dit opsigelsesvarsel følger funktionærlovens varsler. Din arbejdsgivers opsigelsesvarsel vil afhænge af, hvor længe du har været ansat.

Anciennitet på opsigelsestidspunktet

Opsigelsesvarsel

Op til 5 måneder (medmindre der er aftalt prøvetid)

1 måned

Fra 6 måneder til 2 år og 9 måneder

3 måneder

Fra 2 år og 9 måneder til 5 år og 8 måneder

4 måneder

Fra 5 år og 8 måneder til 8 år og 7 måneder

5 måneder

Over 8 år og 7 måneder

6 måneder

 

Hvis der er aftalt prøvetid vil arbejdsgivers opsigelsesvarsel i de første 3 måneder af ansættelsen kunne aftales ned til 14 dages varsel.

Begrundelse for opsigelse

Du har som funktionær altid ret til at få en skriftlig begrundelse for, hvorfor du er blevet opsagt. Om der er tale om en rimelig begrundelse for opsigelsen vurderes fra sag til sag. Der er mulighed for, at man kan blive tildelt en godtgørelse, hvis der er tale om en usaglig opsigelse, men dette er under forudsætning af, at der på opsigelsestidspunktet er opnået en anciennitet på mindst 12 måneder.

Det vil dog altid være usagligt, hvis en opsigelse er begrundet i eksempelvis graviditet, handicap, køn, race eller alder. Læs mere om ’Forskelsbehandling’.

Vi anbefaler, at du kontakter Pharmadanmarks jurister, hvis du er blevet opsagt.

Arbejdsforpligtelse i opsigelsesperioden

Om du skal møde på arbejde i opsigelsesperioden eller ej, besluttes af din arbejdsgiver.

Hvis arbejdsgiver ikke har behov for din arbejdskraft i opsigelsesperioden, kan du blive fritstillet. Det betyder, at du bliver fritaget for alle forpligtelser i forhold til at møde på arbejde i opsigelsesperioden.

Hvis arbejdsgiver derimod vurderer, at der kan blive behov for din arbejdskraft i opsigelsesperioden, kan du enten blive bedt om at møde på arbejde eller blive suspenderet.

Anciennitetsgodtgørelse

Hvis du på tidspunktet for udløbet af arbejdsgivers opsigelsesvarsel har mere end 12 eller 17 års anciennitet på arbejdspladsen, er du berettiget til henholdsvis en eller tre måneders løn som godtgørelse.

Fratrædelsesaftale 

I nogle tilfælde vil du blive tilbudt en fratrædelsesaftale som en afslutning på dit ansættelsesforhold. Sådanne aftaler indgås oftest på arbejdsgivers initiativ eller som led i et forlig af en opsigelsessag.

Fratrædelsesaftaler fungerer som en endelig opgørelse af alle vilkår forbundet med afslutningen af ansættelsen. De mest almindelige vilkår, der er reguleret i en fratrædelsesaftale er for eksempel fritstilling, fratrædelsesgodtgørelse og afholdelse af ferie.

Bortvisning 

Hvis en arbejdsgiver skal kunne bortvise en medarbejder, skal der være sket en væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra medarbejderens side. Om der er tale om en væsentlig misligholdelse eller ej afhænger af en konkret vurdering fra sag til sag.

Groft illoyal adfærd, tyveri fra arbejdsgiver, ulovlig udeblivelse fra arbejdet eller voldelig eller truende adfærd i arbejdssammenhæng vil eksempelvis kunne berettige en bortvisning.

Vi anbefaler dig at kontakte Pharmadanmarks jurister med det samme, hvis du er blevet bortvist.