19. dec 2011, 11:00
Ny fond puster liv i dansk biotek
Nordens største venturekapitalfond, Sunstone Capital, kommer med en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til den danske biotekbranche. En fond med 660 mio. kr. står klar til at investere i op mod 20 danske biotekvirksomheder.
Sunstone Capital puster nu nyt liv i dansk biotek med en biotekfond på 660 mio. kr. Pengene kommer blandt andet fra Dansk Vækstkapital, pensionskassernes nye pengetank, som blev igangsat under den tidligere regering.
Fonden er en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til en biotekbranche, der er hårdt trængt af finanskrisen, faldende børsværdier og manglende risikovillig kapital. De 660 mio. kr., der ventes at stige til 750 mio. kr. i foråret 2012, skal investeres i op mod 20 danske innovative biotekvirksomheder, skriver Berlingske.
– Mange biotekvirksomheder har svært ved at finde ny kapital, og med den nye fond er vi klar til at investere i de dygtigste opstartsvirksomheder i branchen, siger Peter Benson, som er ledende partner i Sunstone Capital.
Kilde: Birgitte Erhardtsen, Berlingske (19.12.2011), Business, s. 1 og 4-5.
