15. dec 2011, 12:00
Medicon Valley vil promovere Ørestadsregionen
12 mio. kr. støttemidler fra EU skal booste udviklingen af biotek, pharma og medicin i Øresundsregionen.
Med 12 mio. kr. fra EU vil organisationen Medicin Valley Alliance få internationale virksomheder og forskere til at rette blikket mod Medicon Valley på Sjælland og Skåne i Sverige.
– Øresundsregionen har 12 universiteter, 150.000 studerende og hundredvis af medicin- og biotekselskaber. Få steder i verden har så høj en koncentration af life science-virksomheder. Men globalt er regionen under pres, da vi skal konkurrere med de godt 250 andre life science-klynger i verden og kæmpe om den samme sparsomme kapital og de menneskelige ressourcer, siger Stig Jørgensen, adm. direktør i Medicin Valley Alliance.
Planen er at få forskere og virksomheder til at slå sig ned i området. Så nu vil organisationen sætte skub i udviklingen i regionen ved at finde fire til fem områder at markere sig som specialister inden for. Men for at planen skal få succes, er de 12 mio. fra EU-støttepulje ifølge Stig Jørgensen ikke nok. Både danskere og svenskere skal blive bedre til at tænke på tværs af forskningsområder inden for life science, materialevidenskab, IT og telekommunikation, siger han til Berlingske.
Kilde: Bent Højgaard Sørensen, Berlingske, Business, s. 8.
