13. dec 2011, 10:00

Dansk paddehat bekæmper kræft

En sjælden svamp dræber kræftceller. Nu undersøger forskerne, om den kan bruges i behandlingen.

På Sønderborg Sygehus har den dansk-kinesiske overlæge Ming Cheng fundet en sjælden dansk paddehat, der kan dræbe kræftceller uden at slå de raske ihjel.

Nu arbejder forskere på Københavns Universitet videre med forskningen med henblik på at indlemme svampen i kræftbehandling.

Ifølge Søren Brøgger Christensen, professor ved det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet, undrede Ming Cheng sig over, at man ikke i Danmark brugte naturlægemidler som f.eks. paddehatte i kræftbehandlingen, som man gør i Kina.

– Derfor gik han i gang med systematisk at screene mellem 50 og 100 svampe. Han screenede dem for deres evne til at slå cancer-celler ihjel. De mest lovende tre-fire stykker tog vi ud og undersøgte for at finde de aktive stoffer, der kunne være interessante, siger Søren Brøgger Christensen.

Den svamp, som har vist sig at modvirke kræft, er meget sjælden, og derfor kan den ikke systematisk bruges i behandlingen. Derfor arbejder forskerne på Københavns Universitet på at udvikle et lignende præparat med udgangspunkt i paddehatten.

Kilde: Line Emilie Fedders, Dagens Pharma, www.dagenspharma.dk (13.12.2011).