12. dec 2011, 10:00
Zealand Pharma lugter guld
Stor optimisme hos investorer i Zealand Pharma efter positive meldinger om et nyt middel mod diabetes-2.
Biotekselskabet Zealand Pharma spås en guldrandet fremtid indenfor behandling af folk med diabetes-2. Det sker, efter at selskabets franske partner Sanofi har fremlagt positive resultater for det nye lægemiddel mod diabetes-2, som Zealand har udlicenseret til Sanofi.
Ifølge Christian Motzfeldt fra Vækstfonden og privatinvestoren og biotekspecialisten Leif Helth Jensen er Zealand Pharma stærkt undervurderet.
– Zealand burde være ti mia. kr. værd på børsen og ikke 1,2 mia. kr. Var virksomheden amerikansk, blev den helt sikkert handlet til en helt anden pris, siger Leif Helth Jensen.
Der er altså store forventninger til Lyxumia, der ifølge planen skal afløse Sanofis milliardsælger Lantus. Nye studier viser, at Lyxumia styrer sukkersygepatienters blodsukker mere effektivt end Novo Nordisk storsælgende Victoza.
Lyxumia ligger til godkendelse hos de europæiske myndigheder, og går alt vel, er det nye lægemiddel på markedet i efteråret 2012.
Kilde: Birgitte Erhardtsen, Berlingske (12.12.2011), Business, s. 6.
