09. dec 2011, 11:00
Japansk hjælp til skattebilletten hos Lundbeck
Lundbecks netop indgåede samarbejde med japanske Otsuka ser ud til at spare medicinalkoncernen for over 1. mia. kr. i skat over de næste tre-fire år.
Over de næste tre-fire år kan Lundbeck spare 1,1 mia. kr. på skattebilletten på baggrund af de såkaldte milepælsbetalinger, som firmaet skal betale til japanske Otsuka Pharmaceutricals i forbindelse med udvikling af to skizofrenimidler. Det viser en række beregninger foretaget af Børsen. Lundbeck bekræfter beregningerne overfor avisen.
– Staten er villig til at tildele sådanne fradrag, da vi med Otsuka-aftalen investerer kraftigt i forskning og udvikling, der på sigt vil kunne sikre eksport og vækst til Danmark, siger Anders Götszche, som er koncernøkonomidirektør i Lundbeck.
Lundbeck har betalt 200 mio. dollars (1,1 mia. kr., red.) i forudbetaling for aftalen, hvilket betyder, at virksomheden allerede i år kan forvente et massivt skattefradrag med en værdi på ca. 280 mio. kr.
Kilde: Tom Frovst, Børsen (9.12.2011), s. 12.
