09. dec 2011, 11:00
Kina vil sætte sig på biopharma
Danmark er kendt som en know-how-nation, når det kommer til life science og biopharma, men kineserne opruster i disse år til kamp om markedsandelene. Vi skal være klar, lyder opfordringen i dagens kronik i Børsen.
Dansk life science og biopharma klarer sig godt på verdensplan og står for 10 pct. af Danmarks eksport. Men udviklingspotentialet skal dyrkes, og vi skal passe på kineserne, der nu regnes for at være et af de tre største globale pharma-markeder i verden. Det skriver Henrik Persson og Martin Kruse fra Instituttet for Fremtidsforskning i dag i en kronik i Børsen.
”Man står på toppen af en lang og succesrig udvikling, men global konkurrence presser virksomheder”, skriver Henrik Persson og Martin Kruse og henviser til Danmarks førerposition som ”know-how-nation” inden for biopharma. Den globale konkurrence stammer især fra Kina, hvorfor Henrik Persson og Martin Kruse opfordrer industrien til passe på konkurrencen fra øst, der i disse år opruster til at overtage markedsandele.
”Der er stor risiko for, at Kina over tid vil forfølge en fast follower-strategi. Bakket op af billige lån fra kinesiske banker og saltvandsindsprøjtninger fra den kinesiske regering, kan de kinesiske medicinalvirksomheder opdyrke det enorme hjemmemarked for derefter at gå ind på verdensmarkedet og begynde at erobre markedsandele”, skriver Henrik Persson og Martin Kruse.
De opfordrer slutteligt i kronikken dansk biopharma-industri til at ”styrke uddannelsen, de kliniske forskningsmiljøer og lægge rammerne til rette for vores biopharma-industri, således at de stadig kan konkurrere i det fremtidige marked”.
Kilde: Henrik Persson og Martin Kruse, Børsen (9.12.2011), s. 4.
