28. nov 2011, 11:00

Lundbeck hopper med på sydkoreansk sats

Lundbeck retter blikket mod Sydkorea, der er et af Asiens hastigst voksende markeder for medicinske sundhedsprodukter.

Sydkorea satser for tiden massivt på sundhedsinvesteringer i form af indkøb af store mængder medicin samt pleje- og medicinsk udstyr.

Det gør landet interessant for danske lægemiddelproducenter, og Lundbeck retter nu blikket mod det asiatiske land, der har udviklet sig til et af de hastigst voksende markeder i Asien.

Det er især offentlige forskningsmidler, som Lundbeck håber at få del i via partnerskaber i Sydkorea.

– Som medicinselskab er vi afhængige af et globalt samarbejde med universiteter, når det kommer til udvikling af nye lægemidler. Derfor er vi altid på udkig efter relevante og kompetente samarbejdsmuligheder, og her må vi sige, at vi er meget imponeret over det niveau, vi i dag ser i Sydkorea. Det er helt tydeligt, at man i Sydkorea satser stærkt på området, og derfor ønsker vi også at være med fra begyndelsen, siger Klaus P. Bøgesø, vicedirektør for eksterne affærer hos Lundbeck.

Thomas Jonsson, der er såkaldt Life Science Ambassador i Sydkorea og Japan for det dansk-svenske sundhedssamarbejde Medicon Valley mener, at Sydkorea er overset blandt danske medicinalvirksomheder.

– Sydkorea ligger mellem to af verdens mest interessante markeder, Kina og Japan, og har derfor en tendens til at blive overset. Men faktum er, at sydkoreanerne udfører forskning og udvikling i verdensklasse, for eksempel inden for stamcelleforskning. En stor del af patentansøgninger og publikationer inden for life science stammer fra Sydkorea, siger Thomas Jonsson.

Kilde: Søren Springborg, Berlingske (28.11.2011), Business, s. 8.

Relaterede sider