25. nov 2011, 11:00
Gang i væksten for vestjysk biotek
Vestjyske Vitalys I/S er kommet helskindet igennem en hård periode og har nu godt gang i væksten igen.
For syv år siden blev vestjyske Vitalys I/S, tidligere Agroferm A/S i Esbjerg, spået en lys fremtid. Men den vestjyske biotekvirksomhed, der producerer aminosyren lysin, som bruges i foder til svin og fjerkræ, blev ramt af en række produktionsproblemer og dårlig timing, da kineserne begyndte at dumpe priserne på verdensmarkedet. Modgangen gjorde, at virksomheden flere gange har været sendt til tælling med en truende konkurs hængende over hovedet – senest i 2009. Men biotekvirksomheden er i bedring efter en rekonstruktion, og det ser nu ud til, at der er grundlag for mere vækst i de kommende år.
– For det første er der ikke længere et produktionsoverskud på det globale marked – udbud, efterspørgsel og forbrug er i balance – og selvom vi stadig er i en global krise, så er kødforbruget jo steget, siger Vagn Hundbøll, der er virksomhedens adm. direktør.
Sidste år opnåede Vitalys et bruttoresultat på 30,5 mio. kr. mod knap syv i den rekonstruerede virksomheds første driftsår. Vitalys har sit primære marked i Danmark og Nordeuropa, har en produktionskapacitet på 20.000 tons om året og står på nuværende tidspunkt for én procent af verdensmarkedet.
Kilde: Jette Warrer Knudsen, Børsen (25.11.2011), Gazelle, s. 18.
