24. nov 2011, 11:00

Patentudløb vil skabe kamp om kopierne

I de nærmeste år udløber patentet på en række store og dyre lægemidler i Danmark. Kopier vil spare staten for kæmpesummer og presse indtjeningen i industrien.

De fire dyreste lægemidler i Danmark koster årligt sygehusvæsenet 1 mia. kr. eller næsten en femtedel af det samlede medicinbudget. Derfor ser de økonomisk ansvarlige selvsagt frem til, at en række af medicinalindustriens patenter i de nærmeste år udløber.

– Medicin mod gigt og kræft lægger beslag på en meget stor del af vores budgetter, og derfor er vi meget optagede af udsigten til efterligninger, der kan reducere prisen. Der vil være rigtig mange penge at spare for os, siger Flemming Sonne, adm. direktør i Amgros, der køber medicin til sygehusene.

Det er især udsigten til at kunne spare store summer på de såkaldt biologiske lægemidler, der længe har været uden konkurrence fra kopiprodukter. Patentet på de allerstørste af slagsen udløber i årene frem mod 2015, og nu er både myndighederne og medicinalselskaberne altså ved at skrue gevaldigt op for interessen.

Mindre positive omkring udviklingen på dette område er Novo Nordisk, der står til at miste en væsentlig del af indtjeningen, når kopier af de biologiske lægemidler kommer på markedet. Helt slemt står det dog ikke til ifølge senioranalytiker i Enskilda Securities, Henrik Simonsen.

– Et selskab som Novo Nordisk står stærkt, fordi det er dygtigt til at udvikle nye og bedre former for behandling af diabetes, og fordi det har sine insulinpenne, som betyder meget, når man skal tage medicin op til flere gange dagligt. Men jeg tror ikke, at Novo slipper for et pres på indtjeningen, siger Henrik Simonsen, der mener, at priserne vil falde med 10-20 pct.

Koncerndirektør Kåre Schultz fra Novo Nordisk er dog anderledes sikker på, at Novo ikke vil mærke til biosimilarer inden for insulin. Derimod vil patentudløbene kunne mærkes på det andet store område.

– Inden for væksthormon og blødermedicin har vi allerede set godkendte biosimilarer inden for det ene, væksthormon. Men vi har kunnet holde markedsandelen ved at videreudvikle produkterne og ved at udvikle injektionspenne, som gør det mere bekvemt for patienterne. Inden for blødermedicin har vi endnu ikke set biosimilarer på NovoSeven. Hvis det sker, kan det gå ud over vores markedsandel, men vi håber, at vores nye varianter vil være så meget bedre, at vi stadig kan klare os i konkurrencen, siger Kåre Schultz.

De biologiske lægemidler er en fællesbetegnelse for lægemidler, der skal sprøjtes ind i kroppen og som er baseret på proteiner og derfor er levende organismer modsat piller, der er simpel kemi.

Kilde: Lone Andersen, Jyllands-Posten (24.11.2011), Erhverv & miljø, s. 10-11.