15. nov 2011, 11:00
Optur for dansk allergivirksomhed
Allergivirksomheden ALK-Abelló er trods stillestående aktiekurs på vej mod sit bedste år nogensinde.
Efter 11 måneder på Københavns fondsbørs koster aktien for allergivirksomheden ALK-Abelló stort set det samme, til trods for at koncernen har opjusteret forventningerne til hele året to gange og er på vej med et rekordresultat.
– Det er et meget tilfredsstillende regnskab, vi kan offentliggøre for de første ni måneder. Vi er på vej mod det bedste resultat nogensinde for ALK som selvstændigt selskab. Det gælder både målt på omsætning og indtjening. Vi har to gange opjusteret forventningerne i år på grund af betalinger fra de milepæle, som vi har nået, siger adm. direktør Jens Bager.
ALK Abelló regner med en omsætning på over 2,3 mia. kr. og et driftsoverskud på mere end 400 mio. kr. for 2011.
Kilde: Søren Kragballe, Jyllands-Posten (15.11.2011), Erhverv & Økonomi, s. 6.
