04. okt 2011, 14:00
Apotekersektoren skal moderniseres
En modernisering af apotekerloven er en del af grundlaget for den nye S-R-SF-regering.
Når den nye regering for alvor tager fat, bliver det bl.a. med fokus på en modernisering af apotekerloven. Moderniseringen skal sikre, at apotekerne drives med fokus på tilgængelighed for borgerne, patientsikkerhed, lave priser og rådgivning om medicin. Et udvidet kommissorium skal gøre det muligt at undersøge og fremlægge flere modeller til at opnå målsætningerne og samtidig undersøge muligheden for at sælge medicin fra sygehusene.
Danmarks Apotekerforening byder tiltagene velkommen.
– Den nye regering demonstrerer med al tydelighed, at medicin skal tages alvorligt, og at apotekerne er en del af sundhedssektoren. Det er meget positivt, at regeringen så tydeligt signalerer, at den ikke går på kompromis med de kvaliteter, som kendetegner apotekerne i dag: lave priser, fokus på patientsikkerhed, den lige adgang til medicin i hele landet og uvildig, sundhedsfaglig rådgivning, siger formand Niels Kristensen.
Han understreger samtidig vigtigheden af at få kigget på reglerne for etablering af apoteksenheder, så tilgængeligheden kan tilpasses efter borgernes behov.
Kilde: Steffen Bang Nielsen, dagenspharma.dk (3.10.2011)
