10. maj 2011, 10:00
Aggressive kopiproducenter truer dansk medicinkoncern
Medicinalkoncernen Leo Pharma oplever et alvorligt pres fra kopiproducenter på det amerikanske marked, der gennem retssager forsøger at komme ind på markedet. Huller i pharmapatentet kan koste dyrt, siger ekspert.
Danske Leo Pharma er hårdt presset af kopiproducenterne på det amerikanske medicinalmarked. Kopiproducenterne bliver stadig mere aggressive i deres forsøg på at komme ind på markedet enten ved at få patenter erklæret ugyldige i retten eller ved at overbevise myndighederne om, at deres præparat er en særlig version, der ikke er i strid med patentet.
I øjeblikket forsøger kopiproducenten Perrigo at få godkendt sin version af præparatet Daivobet, også kaldet Teclonex, der ifølge Perrigo sælger for omkring 700 mio. kr. Og lykkes det for kopiproducenterne at få en fod inden for på markedet, kan det koste patentholderne dyrt, siger aktieanalytiker Carsten Lønborg Madsen fra Carnigie til Børsen.
– Det vil være katastrofalt for alle pharmaselskaber, hvis en generisk udbyder kommer ind med et kopiprodukt før patentudløb. Hvis man eksempelvis har kalkuleret med at have salget af sit patentprodukt frem til juni 2013, og der i marts 2013 kommer en konkurrent, er det meget store beløb, der kan mistes i omsætning. På en blockbuster er omsætningen typisk 80 mio. kr. dollars (414 mio. kr.) eller mere pr. måned, siger han.
Leo Pharmas køb af rettighederne til Taclonex var en stor del af koncernens vækststrategi ’Going for Gold – step by step’, der bl.a. skulle vende et skuffende salg af psoriasismedicin i USA. I en beretning fra bestyrelsen lyder det, at Leo Pharma pga. de verserende retssager har nedskrevet værdien af de amerikanske salgsrettigheder på præparatet.
Kilde: Maria Fast Lindegaard, Børsen (10.5.2011), s. 12.
