Kulegravning af ledende medarbejdere i Lægemiddelstyrelsen

Statens undersøgelser skal vise, om der er foregået embedssvig blandt Lægemiddelstyrelsens tre chefer.

Er der fortiet oplysninger, skal der rulle hoveder, mener Socialdemokraternes sundhedsordfører.
Tre ledende medarbejdere fra Lægemiddelstyrelsen står til at blive fyret, hvis statens igangværende undersøgelser mod dem viser sig at afsløre embedsmisbrug.

Sagen drejer sig om det farlige kontrastmiddel Omniscan, der er blevet brugt i forbindelse med scanning af nyrepatienter. Ifølge Nyreforeningen har Omniscan kostet ti mennesker livet og invalideret mange flere. Kulegravningen af sagen skal vise, om de tre, stadig unavngivne, ansatte i Lægemiddelstyrelsen har fortiet oplysninger om faren ved Omniscan over for Folketinget.

– Hvis det er korrekt, som advokatens rapport angiver, så skal der rulle hoveder, siger Sophie Hæstorp, der er sundhedsordfører for Socialdemokratiet. Hun er meget tilfreds med at undersøgelsen nu er i gang.

–Det er jeg meget tilfreds med. Man får jo den her fornemmelse af, at Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Udenrigsministeriet ikke rigtig taler sammen, siger hun.

Kilde: Morten Eggert, Peter Astrup, B.T. (9.12.2010), s. 24.

Relaterede sider