07. sep 2010, 09:00

Ny teknologi kan afsløre virus på rekordtid

Forskere på Danmarks Tekniske Universitet har udviklet en chip, som på bare 15 minutter kan spore virus-forekomster hos mennesker.

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) er man i øjeblikket i gang med at udvikle en chip, der på blot 15 min. kan identificere en virus i kroppen. Mikrofluid-chippen kan, på baggrund af en blod- eller spytprøve, afsløre, om en person er bærer af en virus. Den proces tager i dag op til seks timer.

Forskerne fra PolyMeDiag-gruppen på DTU forestiller sig, at man i fremtiden vil kunne bruge chippen i blandt andet lufthavne, hvor flypassagerer inden afrejse kan tjekkes for eksempelvis influenza A og dermed afværge en eventuel pandemi.

– Med en hurtig analyse, som den vi håber at kunne lave i vores analyseapparat, kan man rimeligt let forhindre at folk tager flyveren fra London til New York og derfor spreder smitten fra Europa til USA, siger Claus R. Poulsen, der er forsker på Institut for Mikro- og Nanoteknologi på DTU.

Med den nuværende teknologi kræver en virus-test et speciallaboratorium og særligt uddannet personale. Med den nye chip bliver det muligt at foretage test uden for laboratorierne og med et minimum af træning. Chippen kan spore alle slags vira, og kombineret med apparatets mobilitet ser forskerholdet gode muligheder i at kunne gøre gavn i geografiske områder, hvor der er langt mellem hospitaler, og mennesker derfor ikke så ofte bliver tjekket for sygdomme.

Teknikken, der ligger til grund for chippen, kaldes virus-fishing. Den fungerer ved at dække elektroder med antistoffer for den virus, man vil tjekke for. Herefter sammenholdes antistoffet med en blod- eller spytprøve fra personen, der skal tjekkes, og hvis prøven indeholder viruspartikler, vil disse binde sig til antistoffet, så den elektriske modstand i elektroderne ændres og afslører den bestemte virus.

På sigt håber holdet bag den nye teknologi, at man vil kunne tjekke op til ti forskellige virus ad gangen.  

Kilde: Nikolaj Stengade Schultz, Videnskab.dk (6.9.2010).