06. sep 2010, 09:00

Novo under pres

Novo Nordisk bliver måske nødt til at fusionere med et større medicinselskab inden for få år, vurderer direktør fra GlaxoSmithKline.

Det globale marked for medicin vil om ti år bære præg af fem store koncerner snarere end de 25, der dominerer markedet i dag. Det vurderer GlaxoSmithKlines direktør for Nord- og Vesteuropa, Erik van Snippenberg. Det er uklart, om Novo Nordisk bliver blandt de overlevende koncerner.

– Jeg ved ikke, om Novo Nordisk vil blive en af de virksomheder, der overlever på fem til ti års sigt. Det kan være, at Novo Nordisk bliver en specialenhed i en af de store, globale virksomheder, siger van Snippenberg til Berlingske Tidende.

Flere forhold truer Novo Nordisk, ifølge van Snippenberg, bl.a. konkurrence fra kopiprodukter. Her er medicinalanalytiker fra Sydbank Rune Majlund Dahl dog ikke enig. Han mener hverken, at Novo Nordisk er specielt truet af kopiprodukter eller, at koncernen vil blive nødt til at fusionere.

– Fonden sidder på A-aktierne, og det er utrolig svært at forestille sig, at de skulle synes, det var sjovt at gøre Novo Nordisk til en del af en udenlandsk koncern, siger Rune Majlund Dahl.

Novo Nordisk har valgt ikke at kommentere udtalelserne fra GlaxoSmithKline.

Kilde: Vibeke Lyngklip Svansø, Berlingske Tidende (6.9.2010), Business, s. 8-9

Relaterede sider