01. sep 2010, 11:00

Dansk medicineksport mister markedsandele

Den danske industri for medicin og medicoudstyr udfordres nu kraftigt på markedsandele af udenlandske konkurrenter. Industrien råber vagt i gevær.

En ny analyse, der offentliggøres af Dansk Industri (DI) i dag, viser, at den danske eksport inden for sundhedsområdet kunne have været 15 mia. kr. større sidste år, hvis Danmark havde formået at fastholde sine markedsandele fra år 2000.

– Selvom vores sundhedseksport har oplevet en stærk fremgang de sidste år, har vi desværre mistet markedsandele i forhold til andre lande. Vi mener, at det er vigtigt, at vi passer godt på en værdifuld erhvervsmæssig styrkeposition, og håber at vores analyse kan være med til at tydeliggøre den udfordring vi står med, siger Anders Ladefoged, der er underdirektør i erhvervsorganisationen DI.

Anders Ladefoged mener, at vi bør bruge de kommende års milliardinvesteringer på supersygehuse og nyt udstyr herhjemme for at fremme markedsmulighederne for hele sundhedsindustrien og eksportmarkederne.

Kilde: Jørgen Bendsen og Ulrik Horn, Børsen (1.9.2010), 1. sektion, s. 14-15.