31. aug 2010, 13:00

Forskere finder migrænegen

Et internationalt forskningsprojekt finder nyt gen, der kan forklare migræne. Forskere håber nu, at kunne udvikle ny og bedre medicin.

Et omfattende internationalt forskningsprojekt med dansk deltagelse har for første gang fundet et gen, der kan øge risikoen for at få migræne. Fundet kan måske medvirke til at målrette medicineringen af migrænepatienter på baggrund af en gentest i starten af et behandlingsforløb. Ved at undersøge arvemateriale hos flere tusinde mennesker over hele verden har forskerholdet lokaliseret migrænegenet.

– Det er et meget stort fremskridt. Det er første gang, vi finder en genetisk abnormitet, som kan medføre øget risiko for de almindelige former for migræne. Vi har ledt efter den i årevis, siger professor i neurologi ved Københavns Universitet, Jes Olesen, som står bag hovedpinecenteret på Glostrup Hospital.

Her forskes der målrettet i medicin til at hæmme CGRP, der er et signalstof, som udløser migræne hos forsøgspersoner. CGRP-midlerne er en blandt mange medicintyper, der er tæt på at blive færdigudviklet. Med fundet af migrænegenet bliver det i højere grad muligt at optimere udviklingen af migrænemedicin.

Jes Olesen påpeger dog, at de nye resultater ikke får umiddelbare konsekvenser for patienterne, da det først og fremmest sikrer den videre forskning på migræne-området.

– Det viser i hvilken retning vi skal gå med forskningen. Og så er det også begyndelsen på det, vi kalder ”personlig medicin”. Folk er forskellige, og de skal ikke alle behandles på samme måde. Det er sådan nogle ting, vi kan begynde at tage fat på, når vi begynder at forstå genetikken, siger han.

I dag er der et stort mindretal af migrænepatienter, på hvem det hyppigst anvendte migrænemiddel, triptaner, ikke har nogen umiddelbar virkning. Med genfundet håber man, at kunne udvikle medicinen så den kan komme alle migrænikere til gode og migrænepatienterne hilser da også fundet af migrænegenet velkommen.

– Hvis man ikke leder, finder man ikke noget. Vi vil meget gerne have fundet årsagerne til vores sygdom i stedet for at symptombehandle den. Men det bliver et langt og sejt træk, siger migrænikerformanden Anne Bülow-Olsen.

Hver tiende dansker lider af migræne.  

Kilde: Marianne Fajstrup, Berlingske Tidende (31.8.2010) s. 4-5; Kristine Bugbee, BT (31.8.2010) s. 22.