30. aug 2010, 14:00
Biotekselskaber mangler kapital
Danske biotekselskaber kommer til at mangle to mia. kr. inden 2013, viser ny undersøgelse. Fusioner kan derfor komme på tale, men indtil nu har selskaberne ikke kunnet enes om vilkårene.
Danske biotekselskaber skal bruge 600 mio. kr. i 2010 og yderligere 2,1 mia. kr. frem mod 2013 for at fastholde den værdi, der er opbygget. Det viser en undersøgelse, som venturekapitalfonden Sunstone Capital præsenterede på biotekselskabernes årlige netværksdag Biotech Builder Day.
Venturefonden har kigget regnskaberne for de danske biotekselskaber igennem over en periode på syv år, og i denne periode har kapitalbehovet været på ca. 3 mia. kr. Samtidig er behovet for kapital øget med 18 pct. årligt siden 2003 og stiger fortsat.
Beløbet overstiger langt, hvad danske fonde kan honorere, og da kun få danske biotekselskaber har været heldige at få tilført udenlandsk kapital, er det nødvendigt at se på andre løsninger, bl.a. fusioner. Indtil videre har selvsamme fonde dog blokeret for den udvikling.
– Vi har ikke kunne enes på ejerfronten. Det er ikke nemt at lave fusion, der kræver at mange ting falder på plads. Ejerne og selskaberne har forskellige strategier for, hvornår, hvordan og hvor mange penge der skal bruges på aktiviteter. Det er næsten altid der, den stopper, men den skal vi måske til at give køb på, siger Claus Andersson, investeringsdirektør i Sunstone Capital.
Claus Andersson tror dog på, at sektoren og investorerne nu må erkende, at fusionsvejen er en mulighed, der skal benyttes.
Kilde: Tom Frovst, Børsen (30.8.2010), s. 4.
