17. aug 2010, 08:00
Håndkøbsmedicin frigives
Al håndkøbsmedicin der ikke kræver recept kommer på hylden i kioskerne. Bekymrende, mener Apotekerforeningen.
Lægemiddelstyrelsen har netop besluttet at frigive al håndkøbsmedicin, der ikke kræver recept fra lægen. Det betyder, at man, to år efter medicinen er blevet lanceret, vil kunne købe den eksempelvis i kiosker.
– Tidligere har vi som udgangspunkt holdt håndkøbsmedicin på apoteket, med mindre der var gode grunde til at give den fri. Nu vender vi den om og siger, at al håndkøbsmedicin kommer ud, med mindre der er særligt gode grunde til at lade være, siger Karsten Jørgensen, kontorchef i Lægemiddelstyrelsen.
De nye regler bliver ikke umiddelbart vel modtaget hos Apotekerforeningen. Her lyder det, at den kompetente vejledning man kan få på apoteket, vil forsvinde i det øjeblik, at medicinen kommer på hylderne i kiosker.
Siden næsespray og nikotinprodukter blev liberaliseret og kom i fri handel har man oplevet en markant stigning i salget, viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen. Hvert år sælges 15 mio. daglige doser af rygeafvænningsprodukter og for næsespray gælder det, at der sælges 25 mio. doser.
– Når et produkt sælges på det frie marked, må der reklameres for det. Det øger forbruget. Desuden mister man muligheden for faglig rådgivning. Det bekymrer mig, siger Ebba Holme Hansen, der er professor på det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet.
Hun er dog ikke udelukkende modstander af liberaliseringen af medicin. Vi har i Danmark den laveste dækning af apoteker i Europa, hvilket ifølge Ebba Holme Hansen taler for, at medicin kommer ud i handlen, så folk ikke skal køre langt efter den.
Kilde: Helle Lho Hansen, B.T(17.8.2010) Forbrug & Sundhed, s. 24-25.
