02. aug 2010, 09:00

Dansk biotekindustri i hård konkurrence

Medicon Valley er hårdt presset af den amerikanske og engelske biotekindustri, der er overlegen i erfaring og adgang til kapital. Asien er også en stigende konkurrent, viser ny dansk kortlægning af branchen.

Organisationen Pharmadanmark har foretaget en kortlægning af den globale biotekbranche,og selvom Danmark har sine forcer, ligger vi bag efter store lande som USA og Storbritannien.

Kortlægningen har sammenlignet de 20 største og mest lovende biotekklynger for at finde de faktorer, der har ført til disses succes. Sammenlignet med andre europæiske lande har investorer ringere skattemæssige forhold i Danmark end i andre europæiske lande. Desuden viser kortlægningen, at politisk vilje er en væsentlig forudsætning for succes i biotekbranchen. Samtidig er adgangen til højtuddannet arbejdskraft og dermed øgede investeringer på universiteterne også vitale faktorer for succes. Adm. direktør i Medicon Valley Alliancen peger netop på, at de danske universiteter kan lære meget ved at se på engelske og amerikanske universiteter.

– Boston, Oxford og Cambridge har stærke universiteter med traditioner for at kommercialisere forskningen. Det mangler vi i høj grad. De fleste af biotekvirksomhederne i Medicon Valley udspringer af medicinalvirksomheder, siger Stig Jørgensen, adm. direktør i Medicon Valley Alliance og efterlyser en øget entreprenørkultur blandt de danske universiteter og dets forskere.

Selvom kortlægningen fremhæver Asien som en stærk konkurrent, så er Stig Jørgensen ikke enig i den betragtning.

– Det er klart, at der kommer konkurrence fra Asien. De er dygtige, og der er billigt, men der er andet, der taler imod. Patentbeskyttelsen er eksempelvis ikke så god i Asien, og det er ikke altid kun et spørgsmål om pris, siger han.

Kilde: Vibe Hyltoft, Berlingske Tidende (30.7.2010) 1. sektion, s. 10-11.

Relaterede sider