15. jun 2010, 10:00

Lundbecks internationale markedsandel stiger

Lundbecks antidepressiv Cipralex klarer sig forrygende i Canada, som er verdens tredjestørste marked. Samtidig er der udsigt til stadig stor vækst i Latinamerika og ekspansion til det japanske marked.

I Canada øgede Lundbeck salget af Cipralex med 47,2 pct. i 2009 og sælger nu for mere end 400 mio. kr. årligt. Sammen med opnåelsen af tilskud i to provinser, giver det ambitioner om, at midlet inden patentudløbet i 2014 vil blive lige så stort som sin forgænger Cipramil.

– Jeg tror bestemt, at vi kan nå milliarden i Canada, men der vil gå nogle år endnu. Nu ligger salget over 400 mio. kr., og det går stærkt opad med den nuværende vækstrate, men vi når det da inden 2014, siger Ole Chrintz, markedsdirektør i Lundbeck.

Det canadiske marked for antidepressiver tegner sig for verdens tredjestørste med en omsætning på omkring 4,5 mia. kr., der øges med 5-8 pct. årligt. Cipralex havde i april i år en markedsandel på 11,8 pct., men med den nuværende vækstrate vurderer Ole Chrintz, at salget inden 2014 vil ligge på over en mia. kr. Ud over Canada forventer Ole Chrintz fortsat en høj vækst i Latinamerika, der i dag udgør 5 pct. af Lundbecks samlede salg på knap 14 mia. kr.

Derudover tegner Japan sig for en stor støtte til væksten på de internationale markeder. Japan er verdens næststørste marked for antidepressiver med en værdi på knap 7 mia. kr. i 2009, og behandlingen for depression er først blevet rigtig anerkendt inden for de seneste 10 år.

Kilde: Tom Frovst, Børsen (15.6.2010), s. 11.

Relaterede sider