04. mar 2010, 14:00

Franske rivaler udfordrer Novo Nordisk

Franske Sanofi Aventis haler ind på Novo Nordisk på salget af diabetesprodukter. Forskningsdirektør hos Novo Nordisk er der dog ikke bekymret.

Sanofi Aventis, haler ind på Novo Nordisk med salg af insulinpræparater. Det er særligt det nye franske produkt Lantus, der sælger for 23 mia. kr. årligt, der er baggrunden for den franske fremgang. I 2006 udgjorde Sanofi Aventis’ salg af insulinprodukter 61 pct. af Novo Nordisks, i dag er tallet steget til 75 pct.

I februar lancerede Sanofi Aventis en mere fokuseret strategi for insulinpræparater, og virksomheden satser på at hale ind på Novo Nordisks salg af insulinprodukter inden for tre til fem år.
Sanofi Aventis solgte i 2009 insulinpræparater for 28,1 mia. kr. efter en vækst på 19,4 pct. Hos Novo udgjorde diabetessalget 37,5 pct. efter en vækst på 12,4 pct. Hos Novo Nordisk er det årlige mål, at øge diabetesforretningen med 10 pct. pr. år. Derfor har Novo introduceret nye præparater bl.a. præparatet Victoza.

– Sanofi Aventis kan muligvis fortsætte med at vinde ind på Novo det næste par år, men jeg tvivler på, at de når op på siden af Novo inden for fem år, da Novo ud over Victoza lancerer to direkte konkurrenter til Lantus. Det vil kræve en fortsat vækst i Sanofi Aventis´ diabetesforretning på mindst 17 pct. årligt, og at Novo ikke vokser med mere end 10 pct. om året, siger Henrik Simonsen, medicinanalytiker i SEB Enskilda.

Mads Krogsgaard Thomsen, Novos koncernforskningsdirektør, er dog heller ikke bekymret.

– Vi frygter ikke, at Sanofi Aventis kan leve sine ambitioner ud. Det baserer jeg ikke på arrogance, men hårde fakta. Vi har jo den kæmpe fordel, at vi har en pipeline af kommende diabetesprodukter, og det har de ikke rigtig, siger Mads Krogsgaard Thomsen.

Novo Nordisk satser på det nye diabetesmiddel Victoza, der er et såkaldt GLP-1-middel, til behandling af diabetes type-2. Lægemidlet efterligner et naturligt hormon, der produceres i tynd og tyktarmen, hvor hormonet stimulerer frigivelsen af insulin og samtidig hæmmer frigivelsen af glukagon fra bugspytkirtlen.

Kilde: Tom Frovst, Børsen (4.3.2010), s. 4-5.

Relaterede sider