25. jun 2007, 12:00

Ændring af uddannelses- og eksamensbekendtgørelserne

Pharmadanmark ønsker en mere ensartet beskrivelse af formålet med lægemiddelfaglige uddannelser.

Pharmadanmark påpeger, at en absolut grænse for længden af kandidatspecialer kan sænke det faglige niveau.

I forbindelse med høring over ændring af uddannelses- og eksamensbekendtgørelserne har Pharmadanmark udarbejdet detaljerede kommentarer, som foreningen ønsker, skal fremgå af høringssvaret fra Akademikernes Centralorganisation (AC).

Ændringerne af uddannelsesbekendtgørelsen har særligt interesse for Pharmadanmark, da ændringerne indeholder rettelser til den eksisterende formålsbeskrivelse for farmaceutuddannelsen - samt introducerer beskrivelser af helt nye lægemiddelorienterede uddannelser: to cand.scient.pharm. uddannelser samt en cand.scient.med. uddannelse.
Ændringen af eksamensbekendtgørelsen cementerer, at der fremover vil være en bindende tidsbegrænsning på kandidatspecialet. I praksis vil det for de fleste studerende betyde, at specialeskrivningen fremover maksimalt må vare 6 måneder.

Du kan læse udkastet til de nye bekendtgørelser samt Videnskabsministeriets følgebrev til høringen herunder:

Udkast til uddannelsesbekendtgørelsen
Udkast til eksamensbekendtgørelsen
Videnskabsministeriets følgebrev

Pharmadanmark har den 18. juni 2007 fremsendt kommentarer til AC, hvoraf det blandt andet fremgår, at Pharmadanmark ønsker en mere ensartet beskrivelse af formålet med de lægemiddelfaglige uddannelser.

Pharmadanmark har den 21. juni 2007 fremsendt kommentarer til AC vedr. eksamensbekendtgørelsen. I kommentarerne efterlyser Pharmadanmark en mere markant udmelding i forhold til, at en absolut grænse for varigheden af specialet kan medføre en sænkning af det faglige niveau på mange uddannelser.