17. maj 2011, 14:00

Region Hovedstadens Hospitals- og Psykiatriplan 2020

Pharmadanmark appellerer til Region Hovedstaden, om at slå et slag for, at forholdende omkring klinisk forskning forbedres.

Samarbejdet  mellem erhvervsliv, universiteter og Region Hovedstadens sygehuse indenfor forskning skal styrkes, så Regionen fremover sikrer attraktive arbejdspladser.

Pharmadanmark har d. 23. marts 2011 modtaget en høring fra Region Hovedstaden omhandlende den nye Hospitals- og Psykiatriplan.

Du kan læse Region Hovedstadens oplæg her

Pharmadanmark har den 13. maj 2011 indsendt et høringssvar til Region Hovedstaden, hvor foreningen er positiv overfor, at Regionen nytænker sygehusstrukturen i samme ombæring som det nye sygehusbyggeri. Især finder Pharmadanmark det spændende at følge arbejdet med etableringen af en fælles akutmodtagelse (FAM), og mulighederne for et styrket samarbejde på tværs af det sundhedsvidenskabelige personale.

Pharmadanmark appellerer i høringssvaret ligeledes Region Hovedstaden til med deres samfundsmæssige position at slå et slag for, at forholdene omkring klinisk forskning forbedres. Det vil på den lange bane have betydning for Region Hovedstadens arbejdspladser, og derved skabe et attraktivt arbejdsmiljø, der kan tiltrække kvalificeret personale.

Derudover finder Pharmadanmark det meget positivt, at der skal arbejdes mere for at gøre forskningsmiljøet på sygehusene mere attraktive, blandt andet ved at styrke sammenspillet mellem universiteter, virksomheder og sygehuse.
Som Pharmadanmark har påpeget i et tidligere høringssvar (jf. Region Hovedstadens kræftplan, februar 2011), så vil foreningen gerne appellere til, at Region Hovedstaden ved opsætning af nye forskningsstipendiater indtænker kandidater fra de nyere natur- og sundhedsvidenskabelige uddannelser, der har specialiseret sig indenfor en lang række sundhedsfaglige områder, der kan styrke forskningen på Region Hovedstadens sygehuse.

Du kan læse Pharmadanmarks høringssvar her