20. sep 2007, 11:00
Høring over udkast til bekendtgørelse om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer
Pharmadanmark ser positivt på ny bekendtgørelse om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer.
Pharmadanmark har den 3. september 2007 modtaget høringsmateriale fra CIRIUS i forbindelse høring over udkast til bekendtgørelse om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer. Bekendtgørelsen implementerer dele af EU-direktiv 2005/36/EF. Af centrale elementer i den nye bekendtgørelse er, at CIRIUS i fremtiden bliver koordinerende myndighed i forhold til administration af anerkendelsesprocedurer for EU/EØS borgeres ansøgning om adgang til udøvelse af lovregulerede erhverv i Danmark. For farmaceuter er det dog stadig Lægemiddelstyrelsen, der er håndterer ansøgninger om EU/EØS borgeres adgang til at tage ansættelse på et dansk apotek eller sygehusapotek. Herudover udstikker bekendtgørelsen retningslinjer for håndtering af ansøgninger om midlertidig og lejlighedsvis udøvelse af tjenesteydelser (omfattende også arbejde som farmaceut på apotek eller sygehusapotek) - af disse retningslinjer skal det særligt fremhæves, at der nu skabes specifik adgang til at kræve dokumentation for, at den midlertidige eller lejlighedsvise tjenesteyder er lovligt etableret i det land, som han/hun kommer fra, om redelig adfærd og om tjenesteyderen tidligere har været idømt faglige disciplinære eller strafferetlige sanktioner.
Du kan læse høringsbrev fra CIRIUS samt udkast til ny bekendtgørelse her.
Pharmadanmark har den 20. september 2007 sendt høringssvar til CIRIUS, hvoraf det fremgår, at Pharmadanmark kan tilslutte sig indholdet af den nye bekendtgørelse. Da Pharmadanmark for lidt over et år siden efterspurgte adgang til at stille samme dokumentationskrav til permanente, midlertidige og lejlighedsvist ansatte EU/EØS farmaceuter på danske apoteker og sygehusapoteker, ser foreningen denne bekendtgørelse som et positivt skridt. Da det er Lægemiddelstyrelsen, der skal udarbejde og implementere de konkrete retningslinjer for farmaceuter, er kopi af foreningens høringssvar til CIRIUS sendt til Lægemiddelstyrelsen.
Du kan læse foreningens høringssvar her.
