07. mar 2008, 12:00
Ændring af bl.a. Sundhedsloven
Pharmadanmark støtter forslag om udvidet adgang til Medicinprofilen og udvidelse af patientsikkerhedsordningen.
Pharmadanmark har den 5. februar 2008 modtaget forslag om ændring af bl.a. Sundhedsloven i høring. Forslaget rummer en lang række ændringer, hvoraf særligt forslaget om udvidet adgang til medicinprofilen og udvidelse af patientsikkerhedsordningen skal fremhæves.
Den udvidede adgang til Medicinprofilen indebærer bl.a., at Lægemiddelstyrelsen får adgang til at videresende data fra medicinprofilen til apotekssystemer, kommunernes elektroniske omsorgsjournaler samt til elektroniske patientjournaler på sygehuse og i lægepraksis. Herudover foreslås indførsel af formkrav til indberetninger og korrektioner i Medicinprofilen.
Udvidelsen af patientsikkerhedsordningen (der skal sikre læring af utilsigtede hændelser via registrering, analyse og opfølgning) betyder, at denne nu også skal gælde hele den primære sundhedssektor, inklusiv apotekerne.
Du kan her læse ministeriets høringsbrev samt lovforslaget.
Pharmadanmark skriver i sit høringssvar den 22. februar 2008, at foreningen generelt støtter forslaget om en udvidet adgang til Medicinprofilen, da sikring af opdaterede journalsystemer er en væsentlig forudsætning for, at personalet i sundhedsvæsenet kan håndtere medicinering af patienter korrekt og rationelt. Foreningen har dog en række bemærkninger til den tekniske implementering af forslaget. Med hensyn til udvidelsen af patientsikkerhedsordningen støtter foreningen generelt dette, dog finder foreningen det problematisk, at rapporteringssystemet, analyserne af og opfølgningen på utilsigtede hændelser hovedsageligt baseres på lokal forankring i Regionerne. Pharmadanmark ønsker en bredere forankring.
Du kan læser Pharmadanmarks høringssvar her.
