02. dec 2011, 11:00
TB-vaccine klar til test på mennesker
En dansk udviklet vaccine til bekæmpelse af tuberkulose skal nu testes på mennesker. Tuberkulose rammer på verdensplan 9 mio. mennesker hvert år
H56-vaccinen mod tuberkulose, der er udviklet på Statens Serum Institut, blev for få dage siden afprøvet på mennesker efter at være blevet erklæret virksom og bivirkningsfri i museforsøg. Testpersonerne er i første omgang 25 sydafrikanere. Er resultaterne af dette forsøg tilfredsstillende, gøres der klar til andet forsøg i 2015 med 20.000 mennesker fra Sydafrika.
Herhjemme er antallet af tuberkulosetilfælde enormt lavt, men globalt set er sygdommen et kæmpe problem.
– Omkring en tredjedel af verdens befolkning er smittet med TB. I mange lande uden for Europa, heriblandt Sydafrika, er 60-70 pct. af befolkningen smittet med TB. Og globalt går sygdommen i udbrud hos 9 mio. mennesker hvert år, siger professor ved Statens Serum Institut Peter Lawætz Andersen.
Målet er, at H56 skal være på markedet i 2020.
Kilde: Henrik Larsen, Politiken (2.12.2011), 1. sektion, s. 2.
