21. nov 2011, 10:00
Ny vaccine mod kræft i bryst og æggestokke
En behandlende vaccine mod brystkræft og kræft i æggestokkene har givet positive resultater. Norsk forsker tror på, at vi vil få mange svar og flere nye vacciner som denne, inden tiåret er omme.
Et forsøg, hvor man testede en ny behandlende vaccine mod brystkræft med spredning og kræft i æggestokkene, havde positiv effekt - også hos patienter, der allerede havde fået flere mislykkede cellegiftkurer. Vaccinen gav ikke patienterne alvorlige bivirkninger, sådan som cellegift og stråling kan gøre.
– Med denne vaccine kan vi danne et immunrespons, som fører til klinisk respons hos nogle patienter, siger forskeren, der har ledet studiet, James Gulley.
Han er chef for gruppen, som arbejder med kliniske forsøg ved Laboratoriet for kræft-immunologi og biologi ved det amerikanske National Cancer Institute.
Af personerne, der deltog i forsøget, var 26 allerede kraftigt behandlede patienter. Både patienterne med brystkræft og dem med kræft i æggestokkene fik månedlige behandlinger med PANVAC-vaccinen, der indeholder aktive stoffer rettet mod begge kræfttyper. Af de 12 personer med brystkræft overlevede over halvdelen i over et år efter påbegyndt behandling.
Æggestokpatienterne lod til at kunne leve længere end de med brystkræft - her var halvdelen af patienterne i live efter 15 måneder ifølge en pressemeddelelse fra American Association for Cancer Research, som udgiver tidsskriftet Clinical Cancer Research, hvor det nye studie er publiceret. Studiet har imidlertid ikke haft nogen kontrolgruppe at sammenligne med, så man kan finde ud af, hvor stor gevinst - målt i levetid - patienterne fik. Forskerne observerede derimod positive effekter, såsom tilfælde, hvor sygdommen stabiliserede sig, og hvor svulsten blev reduceret. Hos én af brystkræftpatienterne kunne de ikke længere påvise en svulst efter behandlingen.
– Ved kræft i æggestokkene består behandlingen af kraftige kombinationer af cellegift sammen med en radikal operation. Nye behandlingsformer for denne sygdom er påkrævet, og der har endnu ikke været testet ret mange kræftvacciner, siger professor Gustav Gaudernack ved Radiumhospitalet i Oslo.
Det nye studie vil formentligt blive fulgt op med en undersøgelse, hvor tilfældigt udvalgte patienter får vaccinen, mens andre får standard behandling. Da vil man nemlig kunne se, hvor meget der kan være at vinde for patienterne, mener Gaudernack.
– Det, den slags vacciner ofte gør, er at stabilisere et akut forløb, sådan at patienten ikke dør, men kan leve videre i en del år, siger han.
Et studie, som han og kollegaerne ved radiumhospitalet publicerede i det samme tidsskrift tidligere i år, tydede på, at samme slags behandling af lungekræftpatienter kunne give enkelte patienter så meget som ti års overlevelse. Denne type behandling er ikke en beskyttende vaccine i traditionel forstand, hvor man vil tage den for at sikre, at man ikke rammes af sygdommen. Den kaldes behandlingsvaccine, fordi den sætter en reaktion i gang i immunsystemet, som så begynder at kæmpe mod kræftcellerne.
Hvor langt tidsperspektiv kan vi regne med, når vi venter på at den type vacciner kan behandle selv de farligste kræfttyper og komme i brug?
– Jeg tror, at dette årti vil give meget afklaring, og der vil i løbet af den samme periode komme nye vacciner på markedet, siger Gunnar Gaudernack.
Kilde: Marianne Nordahl, forskning.no (20.11.2011).
