23. aug 2011, 09:00

Smertestillende medicin afhjælper dementes adfærdsproblemer

Smertestillende medicin beroliger demente. Det viser en ny norsk-engelsk undersøgelse.

Demente bliver mindre urolige og aggressive, hvis de sammen med deres antipsykotiske behandling får smertestillende medicin. Det viser en ny norsk-engelsk undersøgelse.

I undersøgelsen medvirkede 352 moderat til alvorligt demente patienter med betydelige adfærdsproblemer, som aggression og urolighed. Næsten en femtedel af de medvirkende blev markant mindre urolige og hidsige efter behandling med smertestillende lægemidler.

Udgangspunktet for studiet er en antagelse om, at adfærdsproblemerne hos demente ofte skyldes smerte, som patienten ikke er i stand til at forklare personalet. Patienterne bliver frustrerede, og aggression og urolig adfærd ender som den eneste måde at udtrykke ubehaget på. Derfor behandles mange demente med antipsykotisk medicin, der imidlertid er stærkt sløvende og kan forværre både demenssymptomer og øge risikoen for slagtilfælde.

Ifølge forskerne er smertebehandling ikke hele løsningen på de dementes adfærdsproblemer, men en del af en helhedstænkt behandling, hvor også bl.a. aktivitet og samtale er vigtige elementer. 

Kilde: Signe Juul Kraft, dagenspharma.dk (22.8.2011).