24. jun 2011, 10:00
Læger bruger flittigt NovoSeven
Trods manglende godkendelse bruger læger verden over Novo’s blødermedicin, NovoSeven, i behandlinger. Novo Nordisk tjente sidste år 1,2 mia. kr. på medicinen. Selskabets ledelse kaster ansvaret over på lægerne.
Novo Nordisk’s blødermedicin, NovoSeven, er længe blevet brugt verden over af læger, når de skal behandle traumepatienter med alvorlige blødninger eller kvinder, der er ved at forbløde efter en fødsel. Og det til trods for at den amerikanske Food and Drug Administration (FDA), der er ansvarlig for at lovgive om fødevarer og lægemidler, ikke har godkendt NovoSeven til denne brug og tidligere har advaret om bivirkninger.
Novo Nordisk stoppede forsøgene med NovoSeven tilbage i 2008, men præparatet indbragte alligevel virksomheden 1,2 mia. kr. sidste år. En af bivirkningerne ved NovoSeven er ifølge FDA, at patienterne har højere risiko for at udvikle blodpropper efter behandling med NovoSeven.
Mads Krogsgaard Thomsen, der er forskningschef i Novo Nordisk, mener dog ikke, at det er medicinalindustriens ansvar, hvis lægemidler bliver anvendt uden godkendelse – der er derimod lægernes ansvar.
– Der er en tradition for, at det i sidste instans er lægerne, som afgør hvilket lægemiddel, der skal bruges i situationen. Det har ikke noget med Novo Nordisk at gøre. Hvis eksempelvis en læge på en fødeafdeling mener, at lige præcis dén nybagte mor, der på andet døgn ligger og er ved at forbløde, kan reddes ved at få NovoSeven for at få standset blødningen, så er det lægens egen beslutning, drevet af det lægeløfte, som lægen har aflagt, siger Mads Krogsgaard Thomsen.
At ansvaret ligger hos lægerne og ikke medicinalindustrien får Mads Krogsgaard Thomsen medhold i af den nyudnævnte godkendelseschef i Lægemiddelstyrelsen, Steffen Thirstrup. Det er dog ifølge ham medicinalvirksomhedens ansvar at sikre, at selskabets sælgere ikke reklamerer for brug uden godkendelse.
Et etisk dilemma
I en kommentar i Berlingske analyserer erhvervskommentator Jens Chr. Hansen Novo Nordisk’s håndtering af sagen. Han sammenligner sagen om NovoSeven med Lundbeck’s indblanding i henrettelser i USA og håndteringen af denne.
”Lundbeck fik læsterlige imageklø” skriver han med henvisning til den mediestorm sagen forårsagede og fortsætter: ” Med til at forværre situationen for Lundbeck var det, at virksomheden – og især topledelsen – i første omgang ikke tog sagen tilstrækkelig alvorligt. Lundbeck-toppen må have troet, at sagen nok gik i sig selv”.
Til sammenligning har Novo Nordisk ifølge Jens Chr. Hansen ”en betydeligt større oparbejdet imagekonto at trække på, og derfor vil NovoSeven-dilemmaet næppe eksplodere i hænderne på ledelsen”.
Jens Chr. Hansen betragter det som en klogt træk at sende forskningschefen Mads Krogsgaard Thomsen ”på banen i et forsvar for og for at forklare, hvorfor Novo ikke mener, at kritikken af ’misbruget’ af blødermedicinen, NovoSeven, er Novo’s ansvar. Om det så er tilstrækkeligt, må fremtiden vise,” skriver han.
Kilde: Vibeke Lyngklip Svansø, Berlingske (24.6.2011), Business, s. 6.
