21. jun 2011, 13:00

Ekspertgruppe anbefaler godkendelse af ny øjenmedicin i USA

En ny medicin udviklet af Regeneron til behandling af øjensygdommen våd AMD er af en række eksperter blevet enstemmigt anbefalet til godkendelse i USA. Samtidig viser kræftmedicinen Avastin slående resultater på området.

Et nyt lægemiddel – Aflibercept – til behandling af øjensygdommen ”våd AMD” er blevet anbefalet af en ekspertgruppe til godkendelse af de amerikanske lægemiddelmyndigheder. Det nye lægemiddel er en såkaldt VEGF-hæmmer udviklet af Regeneron og skal konkurrere med Lucentis, som i Europa sælges af Novartis.

Aflibercept adskiller sig fra Lucentis ved kun at skulle benyttes hver ottende uge, mens patienter, der benytter Lucentis, skal behandles hver fjerde uge.

Dansk sundhedsvæsen brugte i 2009 i alt 176 mio. kr. til behandling med Lucentis, og markedet er kommet under myndighedernes lup, efter at undersøgelser har vist, at kræftmedicinen Avastin er ligeså effektiv til at hjælpe ældre patienter med våd AMD. Denne type behandling vil nemlig kunne spare sundhedsmyndighederne for store summer. En behandling med Avastin koster således 250 kr., mens en tilsvarende behandling med Lucentis koster 10.000 kr. pr. gang.

Kilde: Steffen Bang Jensen, dagenspharma.dk (21.6.2011).