06. jun 2011, 13:00

Lundbeck bøjer sig for kritik

Lundbeck ændrer holdning i sagen om brugen af Nembutal ved henrettelser i USA.

Kritikken er haglet ned over Lundbeck pga. selskabets ageren i forhold til amerikanske delstaters brug af midlet Nembutal i forbindelse med henrettelser. Hidtil har Lundbeck meldt ud, at man er magtesløs i forhold til brugen af midlet, men nu foretager selskabet en kovending og lover handling.

– Vi har sat en undersøgelse af distributionssystemet i gang, som kan afdække mulighederne for at kontrollere distributionen, så det ikke er via vores leverandører eller underleverandører, at fængselsmyndighederne får fat i stoffet. Det betyder ikke, at vi kan garantere, at fængslerne ikke får fat i stoffet, men vi kan gøre det mere besværligt for dem, siger kommunikationsdirektør hos Lundbeck, Anders Schroll.

Han understreger, at systemet ikke må blive så besværligt, at den berettigede adgang til Nembutal forhindres.

– Det kræver grundige undersøgelser, for vi må ikke lave et system, der er så restriktivt, at hospitalerne ikke kan få fat i det i akutte situationer, siger Anders Schroll.

Samtidig har Lundbeck sendt endnu et brev til fængselsmyndighederne, hvor selskabet protesterer over brugen af Nembutal ved henrettelserne.

Konfronteret med spørgsmål om Lundbecks håndtering af sagen, svarer Anders Schroll:

– Man bliver jo altid klogere. Der er nok ingen tvivl om, at vi vil håndtere lignende sager anderledes fremadrettet. Med det er en helt anden sag. Jeg har ikke i mine 12 år i branchen været udsat for et statssanktioneret misbrug af et lægemiddel. Der findes ingen manual for, hvordan man håndterer sådan en sag. Det er noget, der har skullet defineres undervejs.

Kilde: Vibeke Lyngklip Svansø, Berlingske (4.6.2011), Business, s. 4-5.

Relaterede sider